I 85 år har Randers Politiorkester afholdt sin traditionsrige og populære Julevelgørenhedskoncert. Denne epoke slutter desværre nu.
“Vi oplever - ligesom mange andre orkestre og solister - at det har været svært at samle publikum siden Corona tiden”, udtaler formand for orkestret Alex Eriksen. “Vores publikum går ikke helt så meget ud mere, som de gjorde før Corona”. “Derudover er der gennem de seneste år kommet mange julekoncerter med professionelle solister”, fortsætter Alex Eriksen. “Vi kan efterhånden ikke længere konkurrere med dette og har derfor med stor sorg taget den svære beslutning om at stoppe med at spille Julevelgørenhedskoncert”.
Formålet med koncerten har altid været - udover at gøre publikum glade - at donere overskuddet
til velgørende formål i Randers og opland. “Dette overskud er desværre blevet mindre og mindre
igennem de sidste år grundet faldende billetsalg og stigende udgifter”, udtaler Alex Eriksen. “Det har altid været en hjertesag for orkestret at kunne støtte og hjælpe i vores nærområde”.
I stedet starter Randers Politiorkester en ny tradition, som mange forhåbentligt vil deltage i - både gamle og nye gæster. “Vi vil i stedet afholde en forårskoncert, hvor vi bibeholder mange af de gode traditioner”, siger Alex Eriksen. “Der vil stadig være optræden af en professionel artist, og koncerten vil stadig afholdes som en velgørenhedskoncert. Det nye er, at vi gerne vil involvere vores publikum meget mere i koncerten. Det vil bl.a. ske via fællessang med solisten og orkestret samt at billetten også indeholder en let anretning og en drikkevare. Hygge og samvær kommer i højsædet og koncerten bliver en god blanding af optræden af orkestret og syng med solisten”.
Koncerten afholdes søndag den 19. april 2026 i Romalt Aktivitetshal og solisten bliver Jette Torp, der med sit musikalske talent og fantastiske humor vil gøre det til en festlig eftermiddag.