Hvis du var blandt brugerne af Vorup Bibliotek, er du med stor sandsynlighed blevet betjent af Dorthe Rasmussen. Det er du sikkert også, hvis du begyndte at benytte Hovedbiblioteket, da det lokale bibliotek lukkede - eller hvis du hentede dine bøger i bogbussen i årene lige efter årtusindskiftet.
Og hvis du har ringet til Randers Bibliotek i de forløbne seks år, så har du sikkert også talt med Dorthe Rasmussen. Uanset hvordan din vej end har krydset Randers Biblioteks nyudklækkede 25-års jubilar, så har det givetvis været en god oplevelse.
"Det er faktisk ikke spor rart at passe telefonen i ferieperioder - folk vil altid meget hellere snakke med Dorthe," smiler Trine Mains, økonomispecialist og Dorthes Rasmussens nærmeste kollega i administrationen på Randers Bibliotek.
Tre hjerter og ni hjerner
Selvom der i Dorthe Rasmussens mailsignatur står sekretær i Administration og It, så er 'blæksprutte' en meget anvendt betegnelse for den stilling, hun med stor kyndighed bestrider på Randers Bibliotek med masser af de berømte bolde i luften på samme tid.
"En ægte blæksprutte har ni hjerner; én i hovedet og én i hver arm - og så har den tre hjerter. Det passer særlig godt på Dorthe, der både er nerven og rygraden på Randers Bibliotek. Hun er stabil, effektiv, hjælpsom, systematisk og ordentlig - altid med en sikker kerne af både rummelighed og omsorg for mennesker omkring hende," fortæller Marie Garsdal Brøsted, leder for administration og bygninger.
Lederens poetiske sammenligning med det kompetente bløddyr udgjorde kun en brøkdel af de rosende ord og kærlige superlativer, der regnede ned over Dorthe Rasmussen på jubilæumsdagen. Gæsterne skrev også en del af dem ned på små sedler, der nu ligger i en lille æske på kontoret.
"Jeg må indrømme, at jeg var lige ved at få vand i øjnene. Jeg synes bare, jeg sidder her og passer mit arbejde, så det var overvældende at læse de mange pæne ord," siger Dorthe Rasmussen.
Stress over for mange bøger
Tilfredsheden med arbejdet fylder meget for Dorthe Rasmussen, og hun er vild med arbejdsdage, som hun aldrig helt kan forudsige indholdet af.
"Der er ikke to dage, der er ens, det trives jeg rigtig godt med. Arbejdet på Randers Bibliotek har aldrig været kedeligt, og de gradvise forandringer i både stillinger og opgaver er nok også en af de vigtigste årsager, at jeg er blevet så længe og slet ikke kan forstå, hvor de 25 år er blevet af," siger Dorthe Rasmussen.
Det eneste, der faktisk kan stresse vores jubilar, er, når for mange af de krimier, hun har reserveret, kommer hjem på samme tid. Men hun løser det i fin stil ved blot at læse lidt mere end vanligt. Selvom det nok ville være en udfordring for de fleste, fordi Dorthe normalt læser to tre bøger - om ugen!
Hvad der ellers er tilbage af fritid bliver brugt på familien med mand, to børn, svigerbørn og to børnebørn. Adspurgt om fremtiden kommer først det ganske indlysende svar:
"Den er jo svær at spå om," konstaterer Dorthe Rasmussen med et glimt i øjnene, og tilføjer så: "Men jeg har helt sikkert planer om at kunne fejre 30-års jubilæum også."