Randers Dart Club byder i weekenden velkommen til den første turneringsrunde i den nyoprettede Elitedivision under Dansk Dart Union. Klubben er vært for en intens weekend, hvor Danmarks 8 bedste darthold mødes i RDC's lokaler på Hvedevej 2A.
På programmet står 16 holdkampe, hver med 16 individuelle kampe, og der vil blive spillet over 250 kampe i alt. Kampene starter lørdag kl. 11.00 og igen kl. 16.00, hvilket også er gældende for søndag.
Formanden for Randers Dart Club har desuden besøgt Bo Ørris på Radio Alfa for at tale om begivenheden. Det er gratis at overvære kampene, så der er god grund til at besøge arrangementet og opleve dart på højeste niveau.