Livsglæde, gode grin og følelsen af at gøre noget godt for et andet menneske. Det er de ting, 26-årige Kathrine Dalsgaard fra Randers nævner, når man spørger hende, hvad hun får ud af at være frivillig i Red Barnet Ungdoms aktivitet Barnets Ven.
Flere gange om måneden mødes Kathrine med ”sit match” – et barn, der er en del af Red Barnet Ungdoms rollemodelsprojekt, hvor en ung, frivillig matches med et barn, der har særligt behov for en rollemodel, de kan spejle sig i og få særlige oplevelser sammen med.
Barnets Ven er en hjælpende hånd til familier, der af forskellige årsager, kan have svært ved at give deres børn gode fritidsoplevelser og tilstrækkelig støtte. Om det er gåture i skoven, kagebagning eller alverdens spil og spas, ja, så har Kathrine og barnet altid noget at mødes om.
”Det er helt tydeligt, at han er enormt tryg i mit selskab. Han snakker fx meget mere åbent, end han gør i skolen eller til fodbold ifølge hans forældre,” siger Kathrine og uddyber, at samtaleemnerne både kan være lette og tunge, når barnet åbner op, og at det netop er der, Kathrine kan mærke, at hun gør en forskel.
Når hun lytter, støtter og er der som en ekstra voksen i barnets hverdag.
Åbenheden, trygheden og stemningen mellem hende og barnet er netop det, der holder Kathrine til ilden og gør, at hun til april har været frivillig i Red Barnet Ungdom i 2 år.
Det var en dag, hvor hun scrollede på Facebook, at hun faldt over ungdomsorganisationen, som har eksisteret i 20 år og står på skuldrene af Red Barnet. Idéen om at lave frivilligt arbejde kom til Kathrine, fordi hun på netop det tidspunkt havde ”Sindssygt meget overskud,” som hun selv formulerer det.
I sin søgen efter frivillige jobs opdagede Kathrine, at man mange steder skal arbejde i dagtimer eller weekender, men fleksibiliteten ved Barnets Ven tiltalte hende.
”Jeg ses kun med mit match-barn om eftermiddagen, når jeg kan passe det ind efter mit 8-16-job. Og vi ses fx aldrig i weekenderne, dem vil jeg gerne holde fri.”
Frivilligheden kalder: stress ned!
Men også i perioder uden overskud og huller i kalenderen er Kathrine glad for sit frivillige arbejdsliv:
”Jeg havde en periode på mit hverdagsjob, hvor jeg havde svært ved at holde min arbejdstid. Og hvor jeg ofte arbejdede meget længe og slet ikke kunne finde ud af at gå hjem, fordi der var så meget arbejde, som skulle laves.”
Den stressede hverdag med manglende hænder på Kathrines arbejdsplads gjorde, at hun havde for mange timer og gik alt for sent hjem. Stressen var til at føle på. Hendes chef var med til at sætte en ramme for længden på hendes arbejdsdage, men også det frivillige arbejde og børnematchet var med til at få hendes hverdag ned i tempo og op i trivsel:
”Da jeg blev rollemodel for barnet, var det lige før flaskerne poppede på jobbet. For nu var der jo faktisk én, der ventede mig, og jeg havde en grund til at gå før fra job. Og det, tror jeg faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, har været med til, at jeg går hjem i ordentlig tid nu. Også de dage, hvor jeg ikke har mit barn. Det er en kæmpe succes!”
Påskeharen har lagt en seddel til Kathrine og hendes børneven, der næsten ikke kunne være i sig selv af spænding. (Foto: Privat)
Påskeæg og en rørt far
Og apropos succeser, så er der ingen grænser for Kathrines opfindsomhed, når det gælder aktiviteter, hun kan lave med sit børne-match. Til påske tidligere i år havde ’påskeharen’ lagt påskeæg ud i Kathrines have, så hun og barnet kunne gå på jagt efter æggene sammen. Det var Kathrines mor, der havde planlagt æggejagten, og minderne fra Kathrines egen barndom blomstrede frem.
At jagten på påskeæg var hyggelig, var både Kathrine og barnet enige om, og da barnets far hørte om den store oplevelse var han også begejstret.
”Han var tydeligt glad for, at jeg havde gjort noget ud af det for hans søn. Det er det, der giver allermest mening for mig i mit frivillige arbejde. At jeg kan se, hvor meget sådan en lille bitte ting betyder. Jeg følte mig som det heldigste menneske.”
Kan frivillighed og hamsterhjul sameksistere?
Tidspres, hamsterhjulet og ulønnet arbejde er temaer, der ofte bringes i spil, når folk pointerer, at de ikke har tid til at udføre frivilligt arbejde. Men for Kathrine er det en smal sag at finde motivationen til at løfte hverdagen for et barn, der har brug for hende. Hun brænder for at gøre noget for andre, at gøre en forskel – og er vi egentlig ikke mange, der kender til den følelse?
”Nu kalder vi det godt nok ’frivilligt arbejde’,” siger Kathrine med et skævt smil, ”og det er jo primært, fordi vi ikke får lønkroner ubetalt. Men jeg får rigelig ’løn’ i samværet med mit matchbarn.”
Om det er en hyggelig eftermiddag fyldt med gode snakke og grin, eller det er forældrene, der lyser op og viser taknemmelighed for hendes arbejde, så føler Kathrine, at relationen gavner både barnet og hende selv.
Red Barnet Ungdoms aktivitet ”Barnets Ven” i Jylland er støttet af Ole Kirks Fond, og netop nu venter 13 børn i Randers på et match med en frivillig. En ung, engageret frivillig som Kathrine, der gør en børneverden til forskel.