Røde Kors Randers: Ny storbutik

Nyvalgt formand, Hanne Rasmussen.
dato

Denne plan blev offentliggjort på generalforsamlingen i Røde Kors Randers forleden. Her deltog ca. 60 medlemmer og frivillige. Borgmester Torben Hansen, der var med som gæst, takkede Røde Kors for den lokale indsats. Den nye bestyrelse fik både en ny formand og et større antal medlemmer. 

Genbrugsbutikken på Mariagervej 86 er blevet for lille til det store vareudbud, til alle kunderne og de frivilliges arbejde. Planen er at erstatte de ca. 400 kvm med lokaler i størrelsesordenen 1000 –1500 kvm. Røde Kors bestyrelsen har gennem nogen tid undersøgt mulighederne i Randers. “Vi har noget i kikkerten, men det er indtil videre hemmeligt!”, udtaler butiksleder Eva Vilsgaard på vegne af bestyrelsen. “Andre Røde Kors afdelinger har med succes startet storbutikker, og vi trækker på professionel hjælp fra butikskonsulenten i Røde Kors”, tilføjer Eva. Baggrunden er selvfølgelig, at forbrugernes positive tanker om genbrug og bæredygtighed efterhånden slår godt i gennem i salget – ikke mindst af tøj. 

På generalforsamlingen, som Sprogcenter Randers husede, blev der valgt en ny og større bestyrelse. Formand Heidi Lundberg ønskede ikke genvalg. Hun har været formand i to år og været meget aktiv i Røde Kors Randers i adskillige år. I stedet blev Hanne Rasmussen valgt som formand. Hun har hidtil været kasserer og har også stor erfaring med arbejdet i Røde Kors gennem mange år. Hanne takkede Heidi for indsatsen i en periode, hvor det frivillige arbejde i Røde Kors Randers er vokset betydeligt.  

Fra den gamle bestyrelse fortsætter Eva Vilsgaard, Sonja Møgelsvang og Bent Fenger Jensen. Bestyrelsen blev udvidet med nyvalg af Helle Aabenhus, Marianne Grønkjær Rasmussen, Rashid Sulaiman og Jonas Hasselbalch. Som suppleanter blev Gitte Busch og Maira Jørgensen valgt.   

Borgmester Torben Hansen og frivilligkoordinator på ældreområdet Inge Schulz-Knudsen deltog som indbudte gæster på generalforsamlingen. Røde Kors ønsker på landsplan et forstærket samarbejde med kommunerne om frivilligindsatsen. Denne nationale strategi gennemgik regionskonsulent Leon Träger for mødedeltagerne. Borgmester Torben Hansen kvitterede med en tak til Røde Kors Randers for den lokale indsats. “Uden civilsamfundets organisationer havde vi ikke opbygget det velfærdssamfund, vi kender i dag. Tænk på, at mange velfærdsinstitutioner oprindeligt har rod i frivilligt arbejde, f. eks. uddannelsesområdet", tilføjede borgmesteren. Røde Kors Randers har pt. 200 frivillige i 15 forskellige aktiviteter. 

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook