Henrik Lang er uddannet ejendomsmægler og valuar, 48 år gammel og har været ansat hos EDC i 26 år.
Derudover har han været indehaver af EDC Danebo Randers siden 2006: Et år, der skulle vise sig at være et særdeles uheldigt tidspunkt at starte sin egen virksomhed op på.
I 2008 ramte finanskrisen nemlig og ifølge Henrik, var ”samtlige mæglere enormt pressede ovenpå krisen, hvor salg af fast ejendom pludselig stod stille.”
Det er derfor også med stolthed i stemmen, at Henrik, når han kigger tilbage på sin karriere, fremhæver genopbygningen af EDC Danebo efter krisen som sin største professionelle sejr.
Hvad der til gengæld er endnu vigtigere for ham er, at han har opbygget en skøn familie med kone og to børn.
Ved at insistere på at fastholde et vedvarende, engageret og veluddannet team af ejendomsmæglere, ved altid sætte kunden i fokus og have den gode oplevelse i højsædet – både for køber og sælger – har Henrik og fire medarbejdere været medvirkende til, at EDC Danebo Randers står midt i virksomhedens hidtil mest succesfulde år her i 2021.
”Jeg ser den her virksomhed lidt ligesom et sejlskib; alle mand på besætningen er lige vigtige og man skal kunne stole på, at alle ved, hvad der skal gøres.”
Teamet består, foruden Henrik Lang, af Kasper Thomsen, ejendomsmægler og valuar, Mads Øland, ejendomsmægler, Peter Asbjørn, ejendomsmægler og Gitte Haagensen, der er sagsbehandler og står for administration, men som ligeledes er uddannet ejendomsmægler.
Foto: Privat // Henrik og teamet bag EDC Danebo
For Henrik er det vigtigt at værne om sine mæglere og sørge for, at de bliver hængende i EDC Danebo Randers i så lang en årrække, som muligt.
Det er vigtigt for at sikre kontinuitet og oparbejdelse af kompetencer og godt kollegialt fællesskab.
Henrik forklarer, at han lægger vægt på uddannelse, men også, at der er visse aspekter ved jobbet, som kun kommer gennem mange års træning og vedholdenhed i forhold til den samme kundegruppe:
”Bare fordi man får et kørekort, er man ikke dygtig til at køre bil med det samme. Det skal håndteres på den rigtige måde – alle skal jo starte et sted, men der er også meget købmandskab, som skal tillæres gennem erfaring og sparring med gode kollegaer.”
Her spiller den lokale forankring også en stor rolle.
Derfor gør Henrik og resten af teamet fra EDC Danebo Randers flere forskellige ting for at få en føling med de mennesker, der færdes omkring dem – mennesker, der jo med rimelig stor sandsynlighed kommer til at skulle enten sælge eller købe bolig en dag.
Nogle fra teamet spiller golf, andre er meldt ind i en lokal motionsklub og så er EDC Danebo også sponsor for den lokale fodboldklub Randers FC.
Foto: Privat // Henrik Lang
Ifølge Henrik er engagementet i lokalmiljøet naturligvis personligt, men også forretningsmæssigt motiveret:
”Får man en stor kontaktflade, og man kommer mere ind på livet af potentielle kunder. Vi vil jo som ejendomsmæglere gerne kende vores kunder på et relativt personligt plan, så vi kan guide dem mod den rigtige bolig for netop dem.
I sidste ende handler det jo om at kunne forventningsafstemme og kigge hinanden i øjnene.”
Dette peger igen tilbage på Henriks fokus på sin forretnings gode omdømme.
”Jeg plejer jo at sige, at vi skal opføre os ordentligt," forklarer han.
Med det simple udsagn hentyder Henrik særligt til alt det juridiske, der knytter sig til køb og salg af ejendomme, og at EDC Danebo Randers’ kunder skal føle et stort tillidsbånd til deres pågældende mægler.
”Vi vil hellere miste en sag, men så være sikre på, at det hele er forløbet professionelt og efter bogen. Et lille eksempel fra coronakrisen er, at vi jo ikke altid kunne afholde fysiske møder med vores kunder, men vi insisterede stadig på at gennemgå ALLE købsaftaler. Man kunne sikkert godt slippe afsted med bare at have sendt dem ud til elektronisk underskrift, men det er en vigtig del af vores job at være sikre på, at alle parter er indforståede med, hvad de skriver under på”, uddyber Henrik.
I forhold til drømmene for fremtiden forklarer Henrik, at han da gerne ser EDC Danebo Randers vækste med 10-20 procent i løbet af de kommende år, men, at det vigtigste stadig er at bibeholde teamet og fagligheden.
”Vi er sådan set der, hvor vi gerne vil være. Der sker selvfølgelig nogle ændringer i forhold til f.eks. markedsføring, hvor vi jo satser meget mere på de elektroniske kanaler og sociale medier og mindre på avisannoncer, men det vigtige for mig vil altid være, at man nyder at gå på arbejde. Det er vigtigere end at sælge ti boliger mere,” afslutter han.