Lad børnene smage på demokrati og folkevalg

Børnebibliotekar Betina Elkjær i børnenes stemmeboks på Hovedbiblitoeket i Randers.
dato

Mens de voksne gør sig klar til Kommunalvalget den 18. november, får børn nu mulighed for at opleve demokratiet på egen hånd.

Til Børnevalget stemmer børn ikke på politikere, men på deres yndlingsfigurer fra kendte og elskede børnebøger. Valget er børnenes – og fantasien har frit spil!

”Vi har opstillet en valgboks med forhæng og stemmeurne i børnebiblioteket, så børnene kan få en autentisk oplevelse af at stemme på noget, de interesserer sig for,” fortæller Betina Elkjær, børnebibliotekar på Randers Bibliotek.

Man kan også stemme på de lokale biblioteker i Langå, Kristrup og Dronningborg - der er dog ikke opstillet en stemmeboks. 

Demokratisk dannelse med børn i centrum

Børnevalget er mere end bare sjov og ballade. Det er en legende og lærerig introduktion til demokratiets grundprincipper, hvor børn får en smagsprøve på, hvordan det føles at tage stilling og afgive sin stemme. Et vigtigt skridt på vejen til demokratisk dannelse.

”Man kan stemme på Anas Hashim, Anton & Farmor, Baby, Holly, Hunden Ib, Lulu Lukøje, Møgmis, Pølse, Sol og Tyggegummidamen. Man kan lade sig inspirere af valgplakaterne, og vi hjælper gerne med at finde eksemplarer af de bøger, hvor man kan møde figurerne,” siger Betina Elkjær.

Børnevalget arrangeres af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med folkebiblioteker over hele landet. Børnene kan afgive deres stemme fra mandag den 27. oktober frem til tirsdag den 18. november 2025.

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.