Randers Bibliotek inviterer til eftermiddagssang den sidste onsdag i november. Temaet er forventninger og håb, der kan lyse op i den mørke tid.
Akustikken under glaspyramiden på Hovedbiblioteket kan noget helt specielt, når tonerne fra biblioteksmusikantens guitar blander sig med sangstemmer og fylder både rum og sind.
”Sang og musik kan noget helt særligt, og det bliver om muligt endnu mere tydeligt i den mørke tid, vi befinder os i. Derfor skal vi blandt andet synge sange som Dy Plambecks ’Hold håbet op’ og Grand Prix-vinderen ’Dansevise’, der emmer af håb og forventningens glæde,” siger Peter Elmelund, biblioteksmusikant på Randers Bibliotek.
Dagens sangvælgere er bibliotekschef Lone Føgh Westphall og leder af administrationen Marie Garsdal Brøsted, der begge er velsignet med meget smukke sangstemmer.
Syng med onsdag den 26. november klokken 16.30 til 17.30. Der er som vanligt kaffe på kanden, og det er gratis at være med.