Underværket har fået hjertestarter

Foto: Kaj & Stjernerne.
Profilbillede
dato

Kultur- og handelshuset Underværket på Stemannsgade i Randers har fået en hjertestarter. Den er foræret af folkemusikgruppen Kaj & Stjernerne, der fungerer som en forening og samler midler ind til velgørende formål.

”Vi er rigtig glade for gaven”, siger Underværkets daglige leder Annemarie Winther. ”I de seneste mange måneder har der dagligt kun være få besøgende i huset, men nu, hvor alt er åbnet igen, kan vi heldigvis notere os rigtigt mange besøgende, der handler ind, dyrker aktiviteter eller deltager i møder og events. Det viser, at netop sådan en ting som en hjertestarter kunne vi risikere at få brug for, selv om vi selvfølgelig ikke håber det”.

Kaj Petersen fra Kaj & Stjernerne fortæller, at hjertestarteren er en gave til alle brugere, og som tidligere medarbejder i Underværket ved han, at dem er der mange af. De seneste penge til hjertestarteren blev sikret, da Kaj & Stjernerne den 18. august havde jubilæumskoncert i Silkeborg, hvor orkestret spillede på Langsøhus Kursuscenter og Konferencecenter.

Foreningen bag folkemusikensemblet tæller over 100 medlemmer. Man er meget åbne overfor at modtage gode ideer til, hvor støttebeløb kan placeres fremover, men ellers kommer forslagene fra medlemmerne, og dem lytter bestyrelsen selvfølgelig ekstra meget til.

Underværket har åbent hver dag og altid – undtagen om natten, når den sidste gæst er gået hjem. Huset indeholder butikker og kontorer samt møde-, kursus- og festlokaler, ligesom der er cafeer, koncertsale og foreningslokaler, så det er umuligt at gøre op, hvor mange mennesker der besøger huset.

”Der er under alle omstændigheder liv hele tiden – også i gaden midt i bygningen, hvor vi holder marked og præsenterer udstillinger”, fortæller Annemarie Winther. ”Vi holder kurser og konferencer for firmaer og offentlige institutioner. Vi præsenterer stort set alle former for kultur, og vi lægger sal til private sammenkomster fra barnedåb til begravelsessammenkomster, så hvis uheldet er ude – vi håber det ikke og har så vidt vi husker ikke haft behovet i 20 år – så har vi altså en hjertestarter. Det er vi glade for og siger tak til Kaj & Stjernerne”.

Kilde: Kaj & Stjernerne
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook