Stor fejring af Randers Sundhedscenters 10 års jubilæum

Foto: Randers Kommune.
dato

I anledningen af Randers Sundhedscenters 10 års jubilæum bliver borgerne i Randers Kommune forkælet med en bred vifte af aktiviteter i uge seks. Der er blandt andet spændende foredrag og inspirerende oplæg krydret med god musik og lækker baristakaffe.

For 10 år siden var der royalt besøg i det nye sundhedscenter på Thors Bakke i Randers. HKH Kronprins Frederik var manden med saksen bag snoren, da Randers Sundhedscenter blev indviet i starten af 2012. I anledning af jubilæet har sundhedsområdet sammensat et program, der giver et indblik i, hvad huset har at byde på, og som kommer hele vejen rundt om sundhedsbegrebet.

"Sundhed er jo mange ting. Det handler ikke kun om at blive genoptrænet efter en skade, mestre en kronisk sygdom eller blive røgfri. Det handler også om mental trivsel og velfungerende relationer, og det afspejler vores fokus på sundhed og vores tilbud i Randers Sundhedscenter", siger Louise Høeg, formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget og fortsætter:

"For eksempel holder Sundhedsplejen oplæg om, hvordan man kan hjælpe sine børn til at få en positiv kropsopfattelse, og en af vores sundhedskoordinatorer holder foredrag om mental robusthed. Det er vigtige aspekter af sundheden, der strækker sig ud over sund kost og bevægelse".

Man kan se hele programmet og tilmelde sig de forskellige oplæg og foredrag via hjemmesiden www.randers.dk/s10.

Sundhed og trivsel er et fælles ansvar

Da beslutningen om at bygge Randers Sundhedscenter i sin tid blev taget, var visionen at skabe én indgang til sundhed for borgerne i Randers Kommune. Fordelen ved at samle mange sundhedstilbud fra forskellige sektorer er blandt andet, at borgerne bliver vant til at komme i huset og måske får øjnene op for nye måder at arbejde med sin sundhed på.

Ifølge sundhedschef i Randers Kommune, Christina Breddam, er netop dette en vigtig del af fremtidens arbejde med sundhed; at man selv gør en indsats for at leve et sundt liv.

"Sundhed er noget, vi skaber i fællesskab. For at vi skal lykkes med at øge sundheden og trivslen blandt borgerne i Randers Kommune er vi afhængige af, at borgerne aktivt gør brug af vores tilbud og tager ansvar for egen sundhed", siger Christina Breddam.

Fejringen af Randers Sundhedscenters 10 års jubilæum bliver skudt i gang mandag d. 7. februar med en åbningstale af borgmester Torben Hansen, og når mørket falder på, er der stort fyrværkeri fra sundhedscenterets tagterrasse.

FOTO: Randers Kommune

Kilde: Randers Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook