- I Sparekassen Danmark er det vigtigt for os at støtte de lokale foreninger, der gør lokalsamfundene til gode steder at bo og arbejde. Det er til gavn og glæde for både vores kunder, medarbejdere og sparekassen selv. Derfor er vi stolte af at være sponsor for Randers Freja Atletik og Motion, siger Helle Illum Greve, der er direktør i Sparekassen Danmarks afdeling i Randers.
Kunderådgiver Claus Jørgensen har tidligere haft en idrætskarriere inden for atletikken, og han glæder sig over via sit arbejde i Sparekassen Danmark at kunne være med til at give noget tilbage til den sport, som han selv har haft stor glæde af.
Claus Jørgensen var en af bedste kapgængere i Danmark i 1990’erne. Han har vundet 27 Danske Mesterskaber og deltog i kapgang ved OL i Atlanta i 1996.
Vision: Skabe et talentudviklingsmiljø
Sparekassen Danmarks opbakning er med til at understøtte Randers Freja Atletik og Motions vision om at skabe et af Danmarks bedste talentudviklingsmiljøer.
Det kræver et socialt og trygt træningsmiljø, velfungerende, moderne faciliteter, trænere med både faglige og personlige kompetencer – og aldersrelaterede træningskoncepter.
- På alle parametre scorer vi højt i Randers. Gennem mange år har vi haft et sundt træningsmiljø og dedikerede trænere. Med opførelsen af atletikhallen på Langvang har vi de seneste år fået et boost og en kontinuitet i træningen, der tydeligt kan ses i en vedvarende medlemsfremgang og internationale resultater, siger Mogens Møller, der er formand for Randers Freja Atletik og Motion.