Selv om Randers kan føles som Verdens Navle, så er der dog også masser af cykelruter til og fra Randers til andre indbydende byer i Danmark. Nyligt opsatte skilte med flere spændende destinationer finder du bl.a. ved Randers Station samt Randers Regnskov. Her er der rigeligt med ruter at vælge imellem for dig, der elsker en god cykeltur.
Lokale såvel som nationale ruter lokker, når du først får øjnene op for den nye skiltning af cykelruter placeret centralt i Randers.
”Der er masser af muligheder for hurtigt at komme ud på små veje og stier til fine naturoplevelser, ” udtaler Birgit Berggrein, Randers Cykelby’s projektleder.
I 2020 blev bl.a. ruten til København omlagt, så turen fra Randers nu går mod Aarhus og ikke Ebeltoft. Turen fra Randers og ud i verden går bl.a. via en nedlagt jernbanestrækning.
Cykeltur langs Gudenåstien
Hører du til dem, der gerne vil have det lidt smukt og indbydende på din cykeltur, så er ruten langs Gudenåen en oplagt mulighed.
Har du masser af krudt i benene, så kan du tilmed tage turen helt til København, der dog inkluderer en tur med Sjællandsfærgen for at nå i mål.
Spring på cyklen til nye og spændende eventyr – alle med afgang fra Randers.