Sidste etape: Del af Bøsbrovej spærret for gennemkørsel i skolernes sommerferie

Foto: Vandmiljø Randers A/S. Nu hvor sommeren står for døren, trækker vores entreprenør i arbejdstøjet, og går i gang med at separere kloakken i Bøsbrovej
dato

Nu hvor sommeren står for døren, trækker vores entreprenør i arbejdstøjet, og går i gang med at separere kloakken i Bøsbrovej - fra krydset ved Kærgade og op til Løgstørvej. Bøsbrovej er derfor spærret for gennemkørsel i den nordlige ende i uge 25 til 32, og lyskrydset Kærgade/Bøsbrovej er spærret i uge 27 og 28.

For sidste gang i denne omgang må trafikanterne på den nordlige del af Bøsbrovej finde andre ruter, når Vandmiljø Randers graver vejen op for at opdele regnvands- og spildevandsledninger på stykket.

Der bliver etableret omkørsel i området med særligt fokus på de boliger, der er direkte berørt af gravearbejdet, og de forskellige mindre afspærringer bliver flyttet i takt med at gravearbejdet skrider frem.

- Randers Kommune har givet tilladelse til, at vi arbejder i området i skolernes sommerferie ud fra et fælles ønske om, at færrest mulige føler sig generede af, at vi spærrer Bøsbrovej igen, fortæller projektleder ved Vandmiljø Randers, Jens Egelund Pedersen, og forsætter: Det er heldigvis den sidste etape af vores store separeringsprojekt, der kræver, at vi spærrer Bøsbrovej på den måde. 

Samtidig med, at Vandmiljø Randers i forvejen har gravet vejen op for at ordne kloakken, vil Strømmens Vandværk renovere deres drikkevandsledninger, der løber i det samme stykke af vejen.

Omkørsel og adgang
Imens gravearbejdet står på, er Bøsbrovej helt spærret for gennemgående trafik og delvist spærret for cyklister og gående uden ærinde. Trafikken ledes i stedet for ad Vorup Boulevard og Århusvej.

Afspærringerne følger gravearbejdets fremdrift
I uge 25 starter Vandmiljø Randers gravearbejdet op ved siden af lyskrydset Kærgade/Bøsbrovej og arbejder sig op imod Løgstørvej.

Ærindekørsel til Frederiksbergvej vil være muligt i hele perioden, så beboerne skal ikke frygte, at de ikke kan få bilen med hjem, eller få campingvognen med ud, når de skal på ferie.

Når gravearbejdet er rykket forbi Frederiksbergvej, vil det sidste stykke af Bøsbrovej op til Løgstørvej blive spærret af.

Det betyder, at Tebbestrupvej bliver spærret for udkørsel til Bøsbrovej, indtil gravearbejdet er afsluttet. Trafikken fra Tebbestrupvej ledes i stedet for ad Mariendalsvej.

I uge 27 og 28 er lyskrydset Kærgade/Bøsbrovej spærret
For at kunne koble de nye kloakledninger sammen med de ledninger, der allerede er etableret i området, er det nødvendigt at lukke helt for lyskrydset Kærgade/Bøsbrovej i uge 27 og uge 28.

Trafikken, der ellers ville køre igennem krydset, vil blive ledt til og fra Kærgade via Vandværksvej, Jægergade og Pramvej.

Entreprenøren informerer beboerne
I takt med, at gravearbejdet skrider frem, og omkørslerne flytter med, vil entreprenøren, DanJord A/S, der står for at udføre opgaven, orientere de husstande, der berøres direkte af gravearbejdet.

Orienteringen vil typisk være pr. brev, og derfor opfordrer Vandmiljø Randers til, at man husker at tjekke postkassen, hvis man bor i det aktuelle område.

- Det er en prioritet for os, at beboerne kan komme til deres hjem, selvom vi graver i vejen, siger projektleder for Vandmiljø Randers Jens Egelund Pedersen. Han fortæller videre, at de afsluttede afsnit af Bøsbrovej vil være belagt med grus, indtil gravearbejdet er helt færdigt, så hele strækningen kan asfalteres i ét stræk. -Så kør forsigtigt, opfordrer han.

Vandmiljø Randers understreger, at der naturligvis til enhver tid vil være adgang for rednings- og beredskabskøretøjer i området.

Midttrafik koordinerer omlægningen af busruter
Flere busruter kører på Bøsbrovej, og de vil blive påvirket, når strækningen lukkes.

Det er Midttrafik, der står for at koordinere og omlægge ruterne, og Vandmiljø Randers henviser til, at man holder sig opdateret på Midttrafiks hjemmeside, hvis man skal benytte offentlig transport gennem Vorup i uge 25 til uge 32.

Separatkloakeringen i Vorup
Kloakkerne i Vorup er gamle og ikke bygget til at klare de kraftigere regnskyl og klimaforandringer, vi kan forvente i fremtiden.

Vandmiljø Randers har derfor længe været i gang med at separere kloakledningerne i området, og nu er turen kommet til den denne del af Bøsbrovej.

Læs mere om projektet på Vandmiljø Randers - Separatkloakering af Aalborggade og en del af Bøsbrovej i Vorup (vmr.dk)

Kontaktoplysning
Projektleder Jens Egelund Pedersen
Vandmiljø Randers A/S
Tlf.: 3841 1294
Mail: jepe@vmr.dk

Kilde: Vandmiljø Randers A/S
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook