Et halvt år er gået siden Sebastian begyndte som personlig træner hos STYRK Randers, og det har været et år fyldt med dedikation træning og vejledning. Han deler sine tanker om den første tid og motivationen bag sin trænerrolle.
Sebastian Slott Petersen arbejder til daglig med sportsspecifik støttetræning for ungdomseliteudøvere. Han elsker sportens intensitet og konkurrence, men med årene har han udviklet et mere holistisk syn på træning og sundhed. Interessen for den almindelige danskers udfordringer er vokset, uanset om det handler om muskelopbygning eller vægttab.
“Jeg ønsker at bidrage til træningsglæde, der forsætter som vedvarende bevægelsesglæde resten af livet. Vejen til at opnå dette og skabe udvikling både kropsligt og menneskeligt, mener jeg går gennem positive oplevelser i trygge rammer med gode relationer," forklarer Sebastian.
I samarbejde med klienterne søger Sebastian at hjælpe dem med at opnå deres mål og sætte nye målsætninger. Han tror på at skabe de bedste læringsbetingelser og træningsoplevelser ved at lade sin faglige entusiasme motivere og ved at forstå klienternes hverdag og tilpasse en realistisk træningsmængde til deres ønsker:
"Jeg tror på, at de bedste resultater opstår ved at lade min faglige entusiasme motivere og tage udgangspunkt i klientens hverdag og ønsker gennem en nysgerrig dialog. Desuden er jeg ambitiøs på vegne af klienten og presser på, når jeg finder det rigtigt."
Træning bidrager til livskvalitet
Sebastian Slott Petersen har siden sin tid på idrætsstudiet på Aarhus Universitet fulgt træningsverdenen, og han har altid haft fokus på udviklingen i STYRK. Så da muligheden for at blive en del af STYRK Randers opstod, var det ikke et svært valg:
"Da Steffen annoncerede jagten på endnu en træner til STYRK-afdeling i Randers måtte jeg slå til, og blive en del Danmarks fagligt stærkeste trænerteam med mulighed for gensidig sparring, hjælp og faglig udvikling og følelsen af at være en del af en enhed, der arbejder sammen om at forbedre folks livskvalitet gennem motions-, trænings- og kostadfærd."
En typisk arbejdsdag for Sebastian omfatter klientmøder med opstartssamtaler, tilpasning af træningsprogrammer og selvfølgelig træning med fokus på progression (teknik, gentagelser, vægt). Styrketræning er centralt, da det giver mulighed for at diskutere klientens udfordringer og finde løsninger hertil.
Derudover har han også træningerne i Træningsklubben om torsdagen. I stedet for 1:1 træning er det med flere klienter på holdet der giver et større socialt aspekt, men som derved skal deles om hans tid og kompetencer.
"Jeg sikrer, at planen tilpasses til dig, så den passer til dine målsætninger og dine muligheder. Træningen består af de i programmet aftalte øvelser, snak om formålet med øvelsen, tilretning af teknik og stigning i vægt over tid," forklarer Sebastian.
En af de største fordele ved at arbejde hos STYRK Randers er den frihed og tillid, som Sebastian har til at tilpasse træningsprogrammerne i overensstemmelse med sin faglige viden og klienternes behov.
Nye erfaringer
Sebastian er også i gang med en VaneCoach-uddannelse ved Madroinstituttet, hvilket giver ham værdifulde værktøjer inden for sundhedspsykologi. Han har lært om at motivere og om hvad der skal til for at ændre vaner, hvilket er afgørende for klientens succes:
"Det betyder, at jeg ikke bare har viden om, hvad der motiverer, men også hvordan jeg motiverer. Jeg har viden om vaner, og hvordan jeg hjælpe klienten med at ændrer dem, hvilket er meget essentielt, for hvis folk skal ændre adfærd, skal de forstå deres nuværende."
"Jeg har lært at stille de rigtige, åbne spørgsmål, på de rigtige tidspunkter, så mine klienter kan fjerne forhindringer og finde løsninger," lyder det fra Sebastian.
For Sebastian er læringsprocessen med de enkelte klienter noget af det, der er vigtigst i hans arbejde:
“Jeg synes ’aha-oplevelser’ er geniale. Det lille tidsrum lige før og lige efter klienten får en ’aha-oplevelser’, hvor der opnås en erkendelse og klienten finder ud af at der er opstået læring er noget helt specielt.
Find mere information om STYRK Randers på deres Facebookside eller hjemmeside.