Science Camp Randers gør stort comeback

Foto: Randers Kommune. Første hold på Science Camp Randers starter op tirsdag den 29. marts 2022.
Profilbillede
dato

Efter to års nedlukning starter Science Camp op igen. 117 elever på tværs af kommunale folke- og privatskoler mødes om deres interesse for naturfag i foråret 2022.

Science Camp Randers gør comeback i foråret 2022. 117 elever i 4.-6. klasse har tilmeldt sig dette års frivillige undervisningstilbud på tværs af skolerne i Randers Kommune. Grundkernen i Science Camp Randers er at skabe et unikt undervisningstilbud til elever med særlig interesse indenfor naturfag.

Første hold starter op tirsdag den 29. marts 2022.

Masser af nye tiltag for opfinderspirerne i 2022
Science Camp 4.-6. klasse består i år af fire workshops fordelt henover foråret 2022. Som noget helt nyt starter eleverne med at besøge Vestervangsskolens spritnye Makerspace.

Her er engineering og teknologi på programmet. Derudover skal eleverne bygge og affyre raketter på Langå Skole, de skal afprøve unikke forsøg hos Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro, og de skal eksperimentere med vand, ild, solceller og elfiskeri hos Randers Naturcenter.

"Science camp er et unikt tilbud til elever, der har evner og interesse inden for naturfag. Eleverne får oplevelser og bliver udfordret på deres faglighed på en helt særlig måde, de får et socialt netværk på tværs af skoler og så styrker vi samtidig talentudvikling i kommunen," siger skolechef, Carsten Fredslund Andersen.

Talentpleje i særklasse for alle skoleelever i Randers Kommune
Science Camp Randers er et fritidstilbud til børn og unge uanset alder. Science Camp Randers arrangeres i et samarbejde mellem de kommunale folkeskoler, Randers Ungdomsskole, privatskolerne og byens gymnasier.

Eleverne får her sammen med andre unge med særlig interesse for naturfag en enestående chance for at fordybe og dygtiggøre sig indenfor engineering, teknologiforståelse og naturvidenskab.

Kilde: Randers Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook