Randers Realskole har netop afholdt en lærerworkshop i samarbejde med GreenEdTech, hvor fokus var opbygning af centrale bæredygtighedskompetencer. Workshoppen blev ledet af David Mehlsen og Aaron Redman fra GreenEdTech, og sidstnævnte rejste fra USA for at dele sin ekspertise med skolens lærere.
Lærerne blev introduceret til metoder, der kan styrke elevernes forståelse for og evne til at handle på komplekse bæredygtighedsudfordringer. Dette nye initiativ er en del af skolens strategi for at integrere ESG og bæredygtighed som faglige og dannelsesmæssige elementer i undervisningen.
Strategien fortsætter den 18. september, når GRUNDFOS besøger Randers Realskole for sammen med GreenEdTech at udvikle case-baserede læringsaktiviteter, som vil blive anvendt i undervisningen. Projektet understøttes af en investering på 19 millioner kroner fra Innovationsfonden, som sigter mod at styrke undervisning i bæredygtighed.