Randers Kommune undersøger potentialet i ladestandere til elbiler på private parkeringspladser

dato

Ønsker lokale virksomheder og boligorganisationer at bidrage til en stærkere ladeinfrastruktur til elbiler ved at etablere ladestandere, som bliver gjort helt eller delvist tilgængelige for offentligheden? Det ønsker Randers Kommune at finde ud af.

Randers Kommune sætter nu gang i en undersøgelse, der skal afklare, om lokale virksomheder og boligorganisationer er interesserede i at etablere offentligt tilgængelige ladestandere til elbiler på deres parkeringspladser.

Formålet er at finde ud af i hvilket omfang ladestandere på private parkeringspladser kan bidrage til en stærkere ladeinfrastruktur i kommunen. Samtidig faciliterer kommunen, at de interesserede virksomheder kan gå sammen om at få etableret ladestandere.

"Randers Kommune skal være klimaneutral inden 2050, og et fintmasket net af ladestandere er en forudsætning for, at vi kan nå det ambitiøse mål, vi har i vores Klimaplan: At mindst 25% af alle personbilerne kører på el eller brint senest i 2030. Det er en opgave, vi skal løfte sammen," siger borgmester Torben Hansen.

Virksomheder kan være med i fælles udbud

Undersøgelsen bliver gennemført i et samarbejde med virksomheden ParkPrivate. I den forbindelse vil virksomheder og boligorganisationer, hvor det vil være oplagt at etablere ladestandere, blive kontaktet direkte med henblik på at afklare, om de har planer om at etablere ladestandere eller er interesserede i det.

Resultaterne bliver samlet i en rapport, som vil give Randers Kommune et samlet overblik over potentialet for at udbygge ladeinfrastrukturen ved at etablere ladestandere på private parkeringsarealer. Og for at sætte handling bag intentionerne, vil det hele blive afsluttet med et fælles udbud. Her er forventningen, at virksomhederne får en række forskellige tilbud fra ladeoperatører på selve etableringen og driften af ladestanderne sådan, at den enkelte virksomhed frit kan vælge det tilbud, der passer bedst til deres behov.

Resultatet af undersøgelsen ventes klar i starten af marts, og det fælles udbud bliver gennemført umiddelbart efter.

Virksomheder og boligorganisationer, der vil vide mere om muligheden for at blive en del af undersøgelsen og det efterfølgende udbud kan finde mere information på kommunens hjemmeside.


Kilde: Randers Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.