Randers Kommune spiller hjernen stærk

Foto: Randers kommune.
dato

Skoleskak er en populær aktivitet blandt elever i Danmark, og det er ikke uden grund. Udover at være en sjov og udfordrende måde at træne hjernen på, så er skoleskak også en måde at samle elever på tværs af køn, klassetrin og kultur.

Dansk Skoleskak og Randers Kommune inviterer torsdag den 25. maj fra kl. 9-13 til kommunestævne i skoleskak på Nørrevangsskolen i Randers, hvor ca. 200 elever fra fire forskellige skoler i kommunen mødes og spiller mod hinanden.

Nørrevangsskolen er forsvarende kommunemestre og dermed i besiddelse af en vandrepokal, som de andre skoler i kommunen har lagt en strategi for at få fingrene i.

Men på årets værtsskole har de andre skoler en svær opgave foran sig, da lærer Mette Bøggild, som er skoleskakansvarlig på værtsskolen og uddannet skoleskakunderviser, lover at gøre sit bedste for at vandrepokalen ikke forlader skolen.

Kommunemesterskabet er en dag med alternativ læring, hvor eleverne træner ro, koncentration og evnen til at tænke fremad, hvilket bruges både i skolen og i resten af livet. Kommunestævner som dette bidrager til at samle elever på tværs af køn, klassetrin og kultur blandt kommunens skoler.

Kommunestævnet spilles med de klassiske skakbrikker og brætter, men understøttes digitalt via Skoleskak App, der viser de enkelte spillere, hvor de skal sidde i den store hal.

Det er også Skoleskak App, som sikrer, at alle får en jævnbyrdig modspiller, holder styr på pointene i skolekonkurrencen, og følger med i hvor lang tid de enkelte hjernedyster tager. Eleverne taster selv resultatet af deres skakpartier ind i Skoleskak App, og er dermed selv en stor del af at få dagen til at glide.

Randers Kommune giver tilskud til kommunestævnet, mens Dansk Skoleskak står for afviklingen i samarbejde med skolens lærere og pædagoger. Omkring 200 elever fra 3. – 7. klasse spiller med fra fire tilmeldte skoler: Assentoftskolen, Korshøjskolen, Nørrevangsskolen og Rismølleskolen.

Kommunemesterskabet i Randers afvikles torsdag den 25. maj 2023 fra klokken 9 - 13 på Nørrevangsskolen, Glentevej 15, 8930 Randers. Det er en dag fyldt med spænding, udfordringer og læring, og det er en dag, som eleverne vil huske længe efter.

Kilde: Randers kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook