Benny Ray er stifter af SCI-FI-CON: En messe i Randers, der kan samle alle lige fra børnefamilierne til super-nørderne.
Benny Ray er 46 år gammel og arbejder som filmoperatør hos Nordisk Film Biografer. Derudover er han selvstændig med messen SCI-FI-CON.
Benny har altid haft en stor interesse for science fiction. Det startede med, at han som barn så Star Wars i biografen og serier som Månebase Alpha, Crash og Blake's 7 på TV. Senere i livet tog hans fascination fart, og han så og læste alt, hvad han kunne få fat i.
"Star Wars har dog altid hængt ved som det absolut ypperste, og det er også disse film, der danner basen i SCI-FI-CON."
Stiftelsen af SCI-FI-CON
Benny er en mand, der godt kan lide at lave events. Han arbejder på 25. år som linedance-instruktør og har dermed afholdt linedance-stævner i over 20 år. Men han blev "for nyligt" inspireret til at lave et event med et helt andet tema.
"Da jeg for 8-9 år siden var til et par sci-fi-messer i København og Sverige, synes jeg, at det var noget af det fedeste, jeg havde oplevet. Men jeg spottede hurtigt en masse ting, som jeg tænkte nemt kunne forbedres."
Derfor tog han sagen i egen hånd og skabte SCI-FI-CON i Randers, som stadig i dag er den eneste science fiction messe i Jylland.
"Messen er endnu en ting, der placerer Randers solidt på landkortet som en innovativ og (R)anderledes by. Det er noget, der giver positiv omtale og forhåbentlig kan bidrage til at bringe mange gæster til Randers," fortæller Benny, der også understreger, at messen endda tiltrækker gæster fra udlandet.
SCI-FI-CON er stadig under udvikling. I år kørte den over to dage i stedet for én dag, som den gjorde før i tiden. Benny fortæller, at der til næste SCI-FI-CON igen vil komme skuespillere fra Star Wars på besøg samt foredrag med kendte navne indenfor film, tv og litteratur.
"Som noget nyt bevæger vi os lidt udenfor sci-fi-genren, da vi får besøg af Wikke & Rasmussen, der er pionerer indenfor dansk film og børne- og ungdoms-tv."
Benny og Randers
Benny er født og opvokset i Randers, og han har boet der hele livet udover et enkelt år, hvor han boede i London. Han beskriver byen som unik.
"For mig er det en mulighedernes by. Vi har nogle fantastiske haller og faciliteter som man kan bruge på mange kreative måder."
Benny kan ikke vælge én eneste ting at anbefale, da der er så mange seværdige ting i Randers. Men han foreslår enten en tur i Randers Regnskov, Memphis Mansion, biografen eller ned på biblioteket, hvor de har en helt unik Star Wars udstilling.
På trods af Bennys store begejstring for Randers, så er der én ting byen mangler, og det er ifølge ham en rigtig nørde-butik a la Games Stop.
Hvad betyder ordet ildsjæl for dig?
"En ildsjæl er en person, der brænder for noget og har viljen til at gøre noget ved det. Det er hjertet, der bestemmer. Det er en person, der tør tage chancen, selvom revisoren siger, det ikke kan betale sig."