Randers har doneret et helt bibliotek til udsatte børn og unge

Mai Kordelin Paulsen og Pernille Thoustrup Jensen står for indsamling og sortering af bøger til Læs for Livet.
dato

”Vi mener, at alle børn har ret til at vokse op med bøger. Også børn og unge, der har det svært, og måske især dem.”

Udmeldingen kommer fra organisationen Læs for Livet, der siden 2012 har doneret over 350 biblioteker til institutioner for børn og unge, der har det svært. Et bibliotek består af 400 til 1.000 børne- og ungdomsbøger i god stand til målgruppen 0 – 23 år.

”Det at læse har så mange gode egenskaber, at det næsten er magisk. Læsning er nøglen til uddannelse og styrker både ordforråd og sprogforståelse. Men undersøgelser viser også, at fordybelse i bøger fremmer kognitiv udvikling, mindsker stress og øger empati og social forståelse,” siger Pernille Thoustrup Jensen fra Randers Bibliotek og tilføjer:

”Det giver rigtig god mening for os at samarbejde med Læs for Livet, fordi vi har at gøre med en målgruppe, der måske har længere til biblioteket, end det gennemsnitlige barn eller unge menneske.”

Man kan stadig aflevere brugte bøger på Hovedbiblioteket i Randers. Bøgerne skal appellere til målgruppen og være i pæn stand, så de inspirerer til læselyst. Der er brug for alle typer af bøger til børn og unge, og organisationen modtager også gerne indbydende bøger til voksne med let tilgængeligt indhold.

Børn og unges yndlingsgenrer

  • Bøger om dyr
  • Tegneserier – og især manga
  • Bøger om krig
  • Gysere til alle aldre
  • Biografier om mønsterbrydere
  • Om rockermiljøer
  • Ungdomsbøger
  • Bøger om at tegne, strikke, flette hår og andre kreative aktiviteter
  • Bøger om biler, jagerfly og traktorer
  • Letlæste bøger til de store børn og de unge
  • Fantasy
  • Findebøger (som Flunkerne og Find Holger)

(Kilde: Læs for Livet)

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.