Fredag den 18. marts hædrer Randers Kommune det lokale idrætsliv. I alt uddeles der 10 forskellige priser til både bredden og eliten. Her kan du læse om fire af priserne og de nominerede.
Omkring 300 inviterede sports- og idrætsfolk vil være samlet i Arena Randers for at modtage en tak og en hyldest for deres engagement og præstationer i 2021.
"Det er en årelang tradition, og nu kan vi efter to år med corona endelig igen få lov til at hylde både talenter, ildsjæle og den professionelle sportslige elite til en fælles fejring, "siger idrætskonsulent Nicklas Røssner Hansen, der selv skal være den ene af de to konferencierer, der står på scenen i Arena Randers.
Aftenens hovedpris er titlen som Årets Sportsnavn, der siden 1958 er blevet uddelt af Randers Amtsavis. Derfor afgøres det også i en afstemning blandt avisens læsere, hvem prisen går til. De fire nominerede til årets pris er, Randers FC, cykelrytter Mads Würtz Schmidt, BMX-kører Malene Kejlstrup, og Randers Freja-sprinteren Louise Østergård.
De har alle på hver sin måde gjort sig bemærket i det forgangne år med fine sportslige præstationer. Årets Sportsnavn tildeles i et samarbejde mellem Randers Amtsavis, Sparekassen Kronjylland og Randers Talent og Elite, der er kommunens officielle samarbejde for talentudviklingen i de lokale idrætsklubber.
Tre stærke kort til talentudviklingspris
Randers Talent og Elite uddeler også Talentudviklingsprisen, der kan gives til en træner, en leder, et hold, en forening eller organisation, som har gjort en bemærkelsesværdig indsats for talentudviklingen i Randers kommune. Eller den gives til en talentfuld udøver, som har haft en ekstraordinær stor fremgang i sin idræt.
I år er der tre nominerede til prisen. Rasmus Vestergård Johansen fra Randers Bobslæde og Skeleton er indstillet til Talentudviklingsprisen for sit arbejde hen i mod Vinter-OL 2026.
Rasmus Vestergård Johansen er ikke alene en olympisk kandidat, men også Randers Bobslæde & Skeletons mest erfarne atlet. I sæsonen 2020/2021 fik han en samlet fjerde plads i løbsserien Europacup. Den placering betød, at Rasmus nu har startet i den globale løbsserie InterContinentalCup, som er skeletonsportens svar på Formel 2.
Træner Pia Hinrichsen fra Randers Roklub er indstillet for sit kæmpe engagement. Hun kører gerne rundt og henter og bringer de unge roere, såfremt forældrene ikke har mulighed for at køre dem til træning.
Pia træner også gerne et talent hele syv dage om ugen for at udfordre talentets potentiale. Hun går gennem ild og vand for talentet og tilsidesætter sine egne ønsker om at udøve rosporten - til fordel for at træne de unge talenter.
Sidst men ikke mindst er Tim Sarafian fra AK Frem nomineret til prisen. Han har vist vejen i klubbens opbygning af en afdeling for den moderne kampsport MMA og har stor fokus på talentudviklingen indenfor sporten. Om du er nybegynder eller har mange års erfaring, så formår Tim at udfordre og udvikle den enkelte udøver.
Den fremadstormende ungdom
SIKR -Samvirkende Idrætsklubber i Randers har en håndfuld priser der overrækkes ved årets sportsfejring. En af dem er Talentprisen, der tildeles et ungt talent i alderen 15 - 23 år, som har markeret sig gennem sine resultater og som har været udtaget til at repræsentere Danmark i sin aldersklasse.
Den 16-årige Oliver Bach fra Randers Roklub blev i 2021 udtaget til U18-landsholdet og deltog på ungdomslandsholdet til Baltic Cup i Lithauen. Han stillede op i dobbeltfirer med tre andre drenge, og de fik en flot sjette plads i A-finalen. Oliver vandt desuden sølv ved de Nordiske Mesterskaber i ergometer roning samme år.
Den anden, som er nomineret til Talentprisen er Frederik Dupont Hougaard fra Randers Cykleklub af 1910. Frederik er 15 år, og går i sportsklasse på Randers Realskole. Han er meget målrettet, organiseret og gør alt, hvad han kan for at optimere både udstyr og den fysiske form.
På trods af sin unge alder blev han allerede som 14-årig indlemmet i U17-bruttotruppen. 2022 bliver Frederiks andet år som U17-rytter.
Priser til ildsjæle og breddeinitiativer
Blandt de mange priser til Sportsfejringen 2021 finder man også priser, der hylder idrætsforeningernes og de frivillige ildsjæles engagement og initiativ. Folkeoplysningsudvalg uddeler i den forbindelse Initiativprisen til en forening, der er gået forrest. Det kan være ved at iværksætte et innovativt projekt, have styrket rekrutteringen eller uddannelsen af unge ledere - eller på anden måde har markeret sig.
Her er HIKC - Hornbæk Idræt og Kulturcenter nomineret for deres utrættelige arbejde med at samle og opbygge et stærkt lokalt center. Det er Hornbæk Sportsforening, Hornbæk Gymnastikforening og Randers Firma-Sport der er gået sammen om at etablere det nye idræts- og kulturcenter i bydelen Hornbæk.
Med en række nye faciliteter er HIKC godt på vej til at blive mødestedet for alle i bydelen. Ildsjælene bag HIKC vil med stor fokus på bevægelse for netop alle endnu videre. De arbejder med planer om etablering af et bevægelseshus som et nyt element til mødestedet.
Helsted Fremad IF er nomineret for deres arbejde med at rekruttere og fastholde pigespillere i fodbolden. Siden 2017 har klubben blandt andet haft et pigesamarbejde med Højberg-klubben IF Lyseng med fokus på udvikling af pigespillenes fodboldmæssige kompetencer og talent
Sidt men ikke mindst er AK FREM Støtteforening nomineret for deres aktive engagement i opførelsen af et kampsportscenter på tværs af foreninger og idrætsgrene på Langvang. Kampsportscenteret blev indviet i november sidste år og kan blandt andet byde på Brydning, Styrkeløft, Boksning og Taekwondo.