Med badges, perleplader og ansigtsmaling i alle regnbuens farver bakker biblioteket for tredje år i træk op om Pride i Randers lørdag den 21. juni 2025.
Randers Bibliotek inviterer til en dag fyldt med kærlighed, kreativitet og regnbueglæde for at fejre fællesskab, forskellighed og frihed i anledning af Pride.
”Biblioteket er for alle, og det understreger vi blandt andet ved at bakke op om Pride i Randers i samarbejde med foreningen Randers Regnbuen. Det handler om mangfoldighed, diversitet, synlighed og trygge rammer – og om at have lov til at være, præcis som man er,” siger Bettina Boddum, formidler for teamet Skole og Uddannelse på Randers Bibliotek.
I dagens anledning kan man slå sig løs i kreative værksteder, hvor man kan lave sine egne regnbue-badges, perleplader, puslespil og farverige vimpler. GlimmerMarie står også klar med pensel og glitrende farver, så både børn og voksne kan blive pyntet op til paraden med kunstfærdig ansigtsudsmykning.
Dagens gæster kan også prøve kræfter med en regnbuequiz og vinde flotte præmier. Som altid er der desuden mulighed for at gå på opdagelse i bibliotekets udvalg af regnbuebøger, der hylder kærlighed i alle afskygninger.
Hvis man deltager i paraden og har brug for et roligt øjeblik, kan man også bruge Hovedbiblioteket til at finde et stille hjørne og lade både sig selv og sin telefon op.