Østjyllands Politi: Nyt fra Randers - torsdag den 9. juli

Kilde: Østjyllands Politi

Randers er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Fremstilling: Eftersøgt tricktyv anholdt og sigtet for adskillige forhold

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 12.30 en 42-årig mand, der sigtes for adskillige tricktyverier begået mod ældre borgere primært i Aarhus-området. 

Manden er tidligere dømt for flere tricktyverier, hvor hans fremgangsmåde har været, at han ringer på hos ældre borgere og udgiver sig for at være håndværker, vicevært, hjemmehjælper eller lignende og beder om at komme ind i lejligheden under påskud af at skulle tjekke fx vand, el eller varme. Når han er blevet lukket ind, har han typisk forsøgt at stjæle kontanter fra skuffer, punge eller tasker. 

Han sigtes nu for 13 forhold begået i perioden fra den 29. marts 2020 og frem til den 7. juli – det seneste forhold blev beskrevet i gårsdagens døgnrapport.

Den 42-årige mand har i længere tid har været i politiets søgelys, men da han ikke har nogen fast bopæl, har det ikke umiddelbart været muligt for politiet at finde frem til ham. Der er dog blevet iværksat flere efterforskningsskidt, og politiet har også opsøgt flere steder i Aarhus-området, hvor han kunne formodes at opholde sig, ligesom betjentene har talt med personer i hans omgangskreds i forsøget på at få ham lokaliseret. 

Politiet fik blandt andet et tip om, at den 42-årige var begyndt at sove i shelters, og onsdag aften fandt politiet ham på en shelterplads i Brabrand, hvor han blev anholdt kl. 21.21.

 

**

Fremstilling i Aarhus kl. 11.30

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 11.30 en 27-årig mand fra Hviderusland i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han blev anholdt onsdag og fremstilles på udlændingeloven med henblik på senere udvisning af landet, efter han tidligere er blevet taget for butikstyveri.  

**

Vinduespudser fik trusler efter vandspild

En 63-årig vinduespudser tog onsdag på arbejde i Brabrand, hvor han på Sigridsvej skulle pudse vinduer på en bygning med flere lejligheder. Mens han lidt efter kl. 9.00 var i gang med at pudse vinduer i stueetagen, kom han til at spilde vand ned gennem et åbent vindue på en aflukket altan. Det fik den kvindelige beboer i lejligheden til at komme ud og skælde vinduespudseren ud. 

Han forsøgte at afvæbne situationen med en humoristisk bemærkning, men det gjorde kvinden endnu mere vred, og hun tilkaldte nu sin 35-årige mand. Manden var meget sur og kastede en basketball efter vinduespudseren, der dog ikke blev ramt. 

Den 63-årige løb nu ned mod sin bil, og ifølge vinduespudserens forklaring løb den 35-årige mand efter ham, mens han råbte flere trusler efter ham. Det lykkedes vinduespudseren at flygte og tilkalde politiet, der kort efter kom frem. 

Betjentene fik fat i den 35-årige mand, som forklarede, at han var sur over, at vinduespudseren ikke ville sige undskyld, men han nægtede at have truet ham på nogen måde. 

Det endte dog med, at den 35-årige blev anholdt og sigtet for trusler på livet. 

**

 

Anmeldelse om skud i Gellerup

Østjyllands Politi fik onsdag kl. 22.15 en anmeldelse om, at en mand havde affyret skud op i luften med en pistol, som han gik rundt med på en parkeringsplads tæt på Gellerup Kirke på Gudrunsvej i Brabrand. 

Flere patruljer kørte til stedet, og der blev søgt med politihunde og afhørt en række personer i området. Der blev dog ikke fundet spor efter skud på stedet. 

Østjyllands Politi efterforsker nu episoden nærmere og hører gerne fra eventuelle vidner. Oplysninger kan gives via tlf. 114. 

**

 

Narkosigtet svinede betjente til

En 21-årig mand var i usædvanligt dårligt humør, da han onsdag kl. 17.39 blev kontaktet af en patrulje på Skelagervej i Aarhus N. Her havde betjentene standset en bil, som den 21-årige var passager i. Da patruljen syntes, at den 21-årige virkede påvirket af hash, sigtede de ham for besiddelse af euforiserende stoffer og bad ham stige ud af bilen, så de kunne visitere ham. 

Den 21-årige udtrykte højlydt sin utilfredshed med politiet og nægtede at forlade bilen. Da betjentene tog fat i hans arm for at få ham ud, gjorde han kraftigt modstand og forsøgte af al kraft at holde sig i bilen. Det lykkedes betjentene at få ham ud og få lagt ham i håndjern. Undervejs kastede den 21-årige en tirade af skældsord og fornærmelser mod patruljen, der kvitterede med en sigtelse for at fornærme politiet. 

I lommen på den 21-årige fandt betjentene noget hash og flere tusinde kroner i kontanter, og det fik politiet til at ransage den unge mands lejlighed i Risskov. Her lå der både skunk, hash, salgsposer, digitalvægte og flere tusinde kroner i kontanter. Både stoffer, udstyr og penge blev beslaglagt, og den 21-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

 

Skole og maskiner udsat for hærværk

Ukendte gerningsmænd har tirsdag aften eller nat udøvet en del hærværk på Gammelgårdskolen i Åbyhøj. Der er ved at blive opført en tilbygning til skolen, og det var en håndværker, der tidligt onsdag morgen opdagede hærværket. Flere ruder var knust både i skolen og i maskiner på stedet, og en væg var blevet overmalet med graffiti.

Østjyllands Politi efterforsker nu hærværket nærmere og hører gerne fra vidner, som har set mistænkelige personer eller køretøjer omkring Gammelgårdskolen tirsdag aften eller natten til onsdag. Oplysninger kan gives via tlf. 114. 

**

 

God corona-opførsel til fodboldkamp i Randers

Lidt over 1200 tilskuere var onsdag aften til fodboldkamp på stadion i Randers, hvor det lokale Superliga-hold tog imod Esbjerg. Østjyllands Politi havde selvfølgelig også betjente på stedet før, under og efter kampen, og de havde store roser til både klub og tilskuere. Corona-retningslinjerne blev overholdt, og kampen blev afviklet i god stemning og uden uro. 


**

 

Anholdt for at true kommunale medarbejdere

En 36-årig mand blev onsdag kl. 10.30 anholdt og sigtet for trusler om vold mod en offentlig myndighed, efter han et par timer før havde haft en voldsom telefonsamtale med en medarbejder i Jobcenter Aarhus. 

Den 36-årige var frustreret over Jobcentrets behandling, og i telefonsamtalen fremsagde han flere gange trusler mod personalet. En patrulje traf lidt efter den 36-årige på gaden i Aarhus, hvor han blev anholdt og sigtet. 

**

 

Unge mænd standset med amfetamin og peberspray i bilen

To 24-årige mænd endte begge med at blive anholdt, da de onsdag kl. 11.08 blev standset i deres bil af en patrulje på Kristrupvej i Randers SØ. Mændene virkede påvirkede, og da føreren af bilen var frakendt kørekortet og testede positiv for kokain i en narkometertest, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret. 

I handskerummet lå en peberspray, som han også blev sigtet for at besidde. Hans ven på passagersædet havde heller ikke rent mel i posen. Til gengæld havde han amfetamin i en bøtte, som lå i hans lomme. Han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.  

**

 

Brand i restaurant i Randers

Onsdag kl. 12.14 blev politi og brandvæsen kaldt til en brand i en restaurant på Østergade i Randers. Det brændte i stueetagen, men røgen bredte sig op gennem bygningen. En halv time efter anmeldelsen var branden slukket, og ingen personer var kommet noget til. 

Der var flere sodskader i bygningen efter branden, der formentligt opstod i en skraldespand. 

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 10.10 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Hadsundvej i Stouby ved Gjerlev. 

Onsdag kl. 10.30 skete der et færdselsuheld på Kridthøj Torvet i Højbjerg. En 41-årig kvindelig bilist forklarede, at en patruljebil bakkede ind i hende, mens de var i gang med at få fat i en anholdt. Sammenstødet skete med lav fart, og kvinden kom umiddelbart ikke noget til. 

Onsdag kl. 11.09 blev en 64-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Hans Bojes Alle i Randers SØ. 

Onsdag kl. 11.10 blev en 74-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Udbyhøjvej i Øster Tørslev ved Gjerlev. 

Onsdag kl. 11.33 skete der et færdselsuheld på Vestre Ringgade i Aarhus C. En 62-årig mand på knallert skiftede vognbane og ramte ind i en bil ført af en 19-årig kvinde. Knallerten væltede, og den 62-årige røg ned på asfalten. Han kom dog umiddelbart ikke noget til. Da politiet kom frem, blev han sigtet for at have foretaget et vognbaneskift til fare for andre. 

Onsdag kl. 11.40 skete der et færdselsuheld i krydset Paludan-Müllers Vej/Hasle Ringvej i Aarhus N. En 71-årig mandlig bilist mistede kontrollen over sin bil og kørte ind i en lysreguleringsmast i krydset. Sammenstødet var så voldsomt, at masten væltede ned på vejen. Den 71-årige kom umiddelbart ikke noget til. Han blev sigtet for manglende agtpågivenhed. 

Onsdag kl. 14.41 skete der et færdselsuheld på Silkeborgvej i Aarhus C. En 21-årig kvindelig cyklist var i færd med at krydse vejen, da hun blev ramt af en bil ført af en 23-årig kvinde. Cyklisten blev kastet op på kølerhjelmen og røg ned på asfalten. Hun blev efterfølgende kørt til behandling på sygehuset. 

Onsdag kl. 15.24 skete der et færdselsuheld på Hasselager Centervej i Viby. En 18-årig kvindelig bilist svingede ud fra en indkørsel og ramte ind i en bil ført af en 60-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 18-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Onsdag kl. 17.36 skete der et færdselsuheld på Marselis Boulevard i Aarhus C. En 38-årig mandlig lastbilchauffør kørte op bag i en bil ført af en 28-årig kvinde. Bilen snurrede rundt, ramte en lygtepæl og kørte ind i nogle buske ved siden af vejen. Der skete store materielle skader på bilen, men ingen af personerne i bilen kom umiddelbart noget til. Lastbilchaufføren blev sigtet for manglende agtpågivenhed, og da han er udenlandsk statsborger uden bopæl i Danmark, modtog han en straksbøde, der skulle betales med det samme. 

Onsdag kl. 19.18 skete der et færdselsuheld på Højsletvej i Randers NØ. En 21-årig mandlig bilist og en 20-årig mandlig bilist kørte sammen. Ingen af parterne kom umiddelbart noget til. 

Onsdag kl. 20.30 skete der et færdselsuheld på Nordskovvej i Lemming ved Viby. En 42-årig mandlig bilist kørte ind i en bil ført af en 55-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart noget til. Den 42-årige mand blev efterfølgende anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel. En blodprøve skal nu afgøre, om han var påvirket under kørslen. 

Onsdag kl. 21.37 skete der et færdselsuheld i krydset Ringvej Syd/Oddervej i Højbjerg. En 19-årig mandlig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en motorcykel ført af en 73-årig mand, som havde en 72-årig kvinde siddende bagpå. Motorcyklen væltede, og den 73-årige mand blev kørt på skadestuen med mindre kvæstelser. Han kom dog umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Natten til torsdag kl. 2.48 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for sprit-og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Grundtvigsvej i Viby.   

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn ikke anmeldt nogen indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 
 
Mød redaktionen
Profilbillede
Rebecca Sejer Werge redaktion@vores-mediehus.dk
Profilbillede
Søren Martin Mørch smm@vores-mediehus.dk
Profilbillede
Linea Topp Jakobsen lj@heymate.dk
Profilbillede
Michael Juul Sørensen mj@vores-mediehus.dk
Profilbillede
Julie Lundblad jl@vores-mediehus.dk
Profilbillede
Stine Juul Christensen sjc@vores-mediehus.dk