Anne-Mette Thorsen er netop ansat som skoleleder på Assentoftskolen i det sydlige Randers. Hun starter 1. maj 2022 og kommer fra en stilling som skoleleder i Mariagerfjord Kommune.
"Jeg er rigtig glad for, at vi kan byde velkommen tilbage til Anne-Mette Thorsen. Vi får en meget erfaren og dygtig leder, som har et indgående kendskab til at være med til at drive folkeskole i Randers Kommune."
"Anne-Mette har tidligere erfaring fra både kommunens overbygningsskole, skole med specialklasserækker og med både at sætte retning og samtidig underbygge stærke relationer. Det er væsentligt for samarbejde, læring og udvikling. Vi glæder os meget til at tage imod Anne-Mette Thorsen," siger Carsten Fredslund Andersen, skolechef i Randers Kommune.
Anne-Mette Thorsen er 50 år og uddannet skolelærer. Hendes hjerte banker for folkeskolen og for at skabe gode overgange for børn og unge - fra dagtilbud til skole, overgange mellem afdelingerne på skolen og videre til en ungdomsuddannesle, ligesom hun har stort fokus på inklusion og, at alle elever oplever at være en del af et stærkt fællesskab.
Hun kommer fra et job som skoleleder på Hadsund Skole i Mariagerfjord Kommune og har tidligere været skoleleder på Tirsdalens skole og Grønhøj Skole i Randers Kommune.
Undervejs har Anne-Mette Thorsen uddannet sig i ledelse med en diplomuddannelse i ledelse, uddannelse i skoleledelse og har gennemført et modul i master i offentlig ledelse.
"Jeg glæder mig rigtig meget til at starte på Assentoftskolen og til samarbejdet med skolens dygtige medarbejdere, skolebestyrelsen, forældregruppen og de øvrige skoleledelser i Randers. Og så glæder jeg mig selvfølgelig også til at møde eleverne på Assentoftskolen og til samarbejdet med skolens elevråd."
"For mig er det væsentligt, at eleverne oplever, at der er en sammenhæng og rød tråd gennem hele deres skolegang og, at de oplever at være i både faglig såvel som social trivsel," siger Anne-Mette Thorsen
Privat bor Anne-Mette Thorsen i Randers i bydelen Hornbæk i bofællesskabet, Drivhuset, som er en andelsboligforening. Her dyrkes fællesskabet ved bl.a. fællesspisning 5 gange ugentligt og en masse andre fælles aktiviteter. Derudover bruger hun også gerne tiden sammen med familie og venner samt gode bøger, rejser og oplevelser.
Anne-Mette Thorsen bliver på Assentoftskolen leder for 70 engagerede medarbejdere samt en viceskoleleder, afdelingsleder og SFO-leder.
Skolen er en udviklingsorienteret 0.-9. klassesskole, der især vægter trivsel, læring og fællesskab. Skolen ligger i Assentoft syd for Randers og har to til fire klasser på hvert klassetrin. Der er cirka 650 elever.