Ny politik sætter retning for beskæftigelsesindsatsen

dato

Virksomhederne skal have den arbejdskraft, de har behov for, og flere skal have plads på arbejdsmarkedet og en bedre livskvalitet. Det er målene i Randers Kommunes nye beskæftigelsespolitik, som Randers Byråd har vedtaget på mødet den 22. maj 2023.

På mødet den 22. maj 2023 har Randers Byråd vedtaget en ny beskæftigelsespolitik, der er skabt med udgangspunkt i Randers Kommunes Vision 2030.

Sammen med kommunens virksomheder er ønsket at udvikle et mangfoldigt arbejdsmarked med plads til alle og målet er klart: Virksomhederne skal have den arbejdskraft, de har behov for, og flere skal have plads på arbejdsmarkedet og en bedre livskvalitet.

Et mere lige Randers
I Randers har mange borgere en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, men en relativt stor andel af borgere i kommunen har vanskelige socioøkonmiske betingelser. Faktisk er Randers blandt de 5 kommuner i Danmark med de vanskeligste rammevilkår for beskæftigelsesindsatsen blandt andet fordi andelen af personer på indkomstoverførsler er forholdsmæssigt stort.

Gennem beskæftigelsespolitikken vil Randers Kommune arbejde på at skabe et mere lige Randers, hvor alle borgere får de bedste muligheder for at udnytte deres personlige ressource, indgå i et arbejdsfællesskab og bryde den sociale arv.

Prioriterede områder
I beskæftigelsespolitikken er defineret en række prioriterede områder under overskrifterne:

  • Vi møder borgeren med sammenhængende indsatser
  • Vi vil arbejde for, at borgere bliver selvforsørgende
  • Vi vil være virksomhedernes foretrukne samarbejdspartner
  • Vi vil hjælpe unge med at finde en vej til uddannelse eller beskæftigelse
  • Vi arbejder målrettet og resultatorienteret

I den forbindelse er der i politikken fastlagt et mål om at nedbringe varigheden på de lange sagsforløb og at reducere antallet af sagsbehandlerskift.

Flere politikker og strategier er undervejs
Randers Byråd behandler i øjeblikket en række nye politikker, strategier og aftaler, der alle tager udgangspunkt i Vision 2030.

Tidligere har byrådet blandt andet vedtaget en ny Omsorgspolitik, Kulturpolitik og Sundhedspolitik. Undervejs er også en ny erhvervspolitik og børne- og ungepolitik. Disse vil byrådet behandle på kommende møder i 2023.

Kilde: Randers Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook