Ny guldsmedebutik i Adelgade i Randers

Profilbillede
dato

Er du også glad for smykker? Så kan du glæde dig over, at der åbner en ny guldsmedebutik i Adelgade i Randers omkring første december. 

Det var ikke planen, at Rikke Schmidt Frederiksen skulle åbne sin egen butik. Hun er guldsmed og havde brug for nye lokaler til sit værksted, da hun faldt over butikslokalerne i Adelgade, skriver Ugeavisen Randers.

De har talt med Rikke Schmidt Frederiksen om det nye eventyr som butiksejer – og hun fortæller, at hun fra december vil åbne sin nye guldsmedebutik. Herfra vil hun sælge sine egne smykker samt udføre reparationer for folk, der kommer ind med smykker af ældre dato, der har brug for et gennemsyn og et tjek.

Det hele er meget nyt, og derfor har butikken heller ikke fået et navn endnu – det må komme. Det samme er tilfælde med datoen for åbningen, den er heller ikke helt på plads endnu. Men det bliver i starten af december.

Rikke Schmidt Frederiksen er uddannet i 2004, og har siden 2014 arbejdet i sit eget værksted og udført reparationsarbejde for andre smykke- og guldsmedebutikker, skriver avisen. Men nu er det altså på tide at prøve noget nyt, og det bliver altså en butik i Adelgade nummer 2.

Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook