Naturfagsmaraton: Skoleelever arbejder med bæredygtige løsninger på verdens problemer

Foto: Randers kommune. Naturfagsmaraton
dato

De har udviklet, testet og forberedt sig siden efteråret, og den 28. februar og 1. marts gik det løs i Randers Kommune, hvor 675 elever demonstrerede deres løsninger for hinanden i en dyst om trofæet i Danmarks største naturfagskonkurrence.

Klimasikring, energi og isolering har de seneste uger stået på skoleskemaet side om side med upcycling, naturen omkring os og plastik i verdenshavene. Og tirsdag og onsdag kunne eleverne i Randers Kommune endelig vise deres opfindelser frem for hinanden og dommerne til konkurrencen i Naturfagsmaraton.

Bæredygtighed og teknologiforståelse er i højsædet i år, og målet er at give så mange elever som muligt chancen for sammen at arbejde undersøgende og kreativt med​ at finde løsninger på virkelighedsnære problemer​.

”Opgaverne handler overordnet om globale udfordringer, men vi har et stort fokus på at udvikle dem, så eleverne får reel mulighed for at arbejde med noget, som de kan relatere til og kender fra hverdagen.”

”Det betyder meget for engagementet, at eleverne får en fornemmelse af, hvordan de selv kan være med til at gøre en meningsfuld forskel”, siger Helle Kann, udviklingschef og projektleder for Naturfagsmaraton.

Kobler fag, virksomhed og virkelighed
Hvert år udvikler Naturvidenskabernes Hus, der står bag Naturfagsmaraton, seks nye opgaver, som alle består af en videns-, modellerings- eller undersøgelsesopgave​ og en byggeopgave​. Opgaverne udvikles i samarbejde med bl.a. virksomheder. I år er en af virksomhederne BMS.

Eleverne skal i opgaven ”1, 2, 3 – LØFT med BMS” undersøge tunge løft af en vindmøllevinge, arbejde med ligevægt og vægtstangsprincippet, og endelig skal de bygge deres egen minikran.

”Vi håber, at vores bidrag kan være med til både at øge elevernes interesse for teknik og naturvidenskab, og at opgaven med at bygge en kran kan give dem en forståelse for, hvordan de selv kan være med til at løse problemstillinger fra den virkelige verden med viden og færdigheder fra den naturfaglige værktøjskasse”, siger Nicklas Prestegaard, afdelingschef for BMS’ ingeniørafdeling.

1200 lærere er med hele vejen
Opgaverne er designet på en måde, så de udover at inspirere eleverne, også guider både dem og lærerne til at arbejde ud fra en engineering designproces. Det er en anvendelsesorienteret tilgang, der tager udgangspunkt i, at eleverne skal løse en konkret og autentisk problemstilling samt konstruere en praktisk løsning på problemet.

Undervejs i processen skal eleverne undersøge, idégenerere, planlægge, bygge, afprøve og forbedre. Det er en vigtig pointe, at der ikke findes én rigtig løsning. Naturfagsmaraton giver dermed også de mange medvirkende lærere værktøjer og erfaring med undersøgende og praktisk undervisning i ugerne op til konkurrencedagen.

Paderup Gymnasium ramme om den lokale dyst
Tusindvis af børn fra hele landet har arbejdet med opgaverne og dyster fra januar til maj om trofæet i Naturfagsmaraton. Konkurrencedagene i Randers Kommune blev afviklet på Paderup Gymnasium den 28. februar og 1. marts med deltagere fra Bjerregrav Skole, C. La Cours Skole, Hornbæk Skole, Kristrup Skole, Munkholmskolen, Randers Realskole, Rismølleskolen og Søndermarkskolen.

Naturfagsmaraton er landets største naturfagskonkurrence og et undervisningsforløb for 5. og 6. klasser i hele landet.

I år deltager op mod 26.000 elever og 1200 lærere fra ca. 1.000 klasser landet over. 56 kommuner er tilmeldt Naturfagsmaraton, som bliver afviklet på 66 lokale konkurrencedage fra januar til maj 2023.


https://www.randers.dk/nyheder/naturfagsmaraton-skoleelever-arbejder-med-baeredygtige-loesninger-paa-verdens-problemer/
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook