Mie og kollegaerne samlede ind til Ukraine: Så meget blev det til

Foto: Mie Kierkegaard. Fra venstre: Christina Brogaard Lund (Fru Lunds Butik), Lisbet Hundborg (Frk. Fie Kjoler), Mie Kierkegaard (MieK kjoler & kærlighed), Mette Byskov Pabst (Pabst Interiør). I udprintet version er Teresa Mai (Den Lille Græske).
Profilbillede
dato

Fem butikker i Randers midtby har i løbet af ugen afholdt online auktioner til fordel for Læger Uden Grænser, der lige nu yder en stor indsats i Ukraine. 

Fredag kunne Mie Kierkegaard fra MieK kjoler & kærlighed i Randers meddele, at de fem butikker tilsammen har samlet 12.212 kroner ind.

Selv er indehaveren godt tilfreds med resultatet.

"Der har været god opbakning fra vores søde kunder, som har doneret. Vi er en lille femkløver af kvinder, som alle er glade for at kunne støtte og bidrage, så jeg synes, det er sejt gået," fortæller Mie Kierkegaard.

Det er butikkerne Frk. Fie Kjoler, Pabst Interiør, Den Lille Græske, Fru Lunds Butik og MieK kjoler & kærlighed, der siden mandag har afholdt online auktioner for at samle ind til Læger Uden Grænsers fælles katastrofeindsats. 

På grund af den gode opbakning fra kunderne er det ikke utænkeligt, at et lignende initiativ vil ske i fremtiden.

"Der vil helt sikkert komme andre tiltag fra vores side af, men jeg håber ikke, at det bliver på betingelse af en situation som den, der lige nu udspiller sig i Ukraine," tilføjer Mie Kierkegaard.

Til gengæld kan kunderne se frem til modeshow i Underværket torsdag den 5. maj. Her vil Mie vise, hvordan man kan kombinere kjoler med det tøj, man i forvejen ofte har hængende i gaderoben.

Til modeshowet vil der blive vist kjoler til alle kropstyper.

Tilmed dig og læs mere på facebookbegivenheden her.

Kilde: Mie Kierkegaard // MieK kjoler & kærlighed

Seneste på facebook