Uge 42 er lig med efterårsferie, og Hovedbiblioteket summer af liv hele ugen. Og alle arrangementer er gratis
BørneKultur Ugen afholdes i uge 42, og det kan tydeligt aflæses i programmet på Randers Bibliotek, hvor alle ugens dage står i børnenes – og børnefamiliernes – tegn.
Gennem hele ugen er der gratis workshops fra klokken 10-14. Om mandagen kan man for eksempel lave sin egen drømmefanger, og om tirsdagen står den på lyssværdsværksted, hvor man kan lave sit helt eget lyssværd, som man kan tage med hjem.
Størstedelen af workshoppene kræver ingen tilmelding. Man møder bare op.
”Hvis man er i byen og trænger til en pause eller en god oplevelse, så kom endelig forbi. Der er masser af gode aktiviteter – og god mulighed for at være sammen på tværs af generationer,” siger Sanne Brøndum Andersen, som er bibliotekar og koordinator på Randers Bibliotek.
”Og så er der jo altid mulighed for at låne en god historie med hjem,” tilføjer hun.
Musik, teater og læsemaraton
Ud over drop in-workshoppene er der blandt andet bandworkshop, børneteater – og selvfølgelig Readathon, som biblioteket gennem en lang årrække har afholdt med stor succes.
Her læser de 10-12-årige i 12 timer i træk, mens de 13-20-årige skal prøve kræfter med bøgerne gennem et helt døgn.
Men læsemaratonet handler ikke udelukkende om læseglæde. Det handler også om hygge og fællesskab, fortæller Sanne Brøndum Andersen, som dog understreger, at arrangementet især henvender sig til læsehestene.
”Når stilheden begynder at sænke sig over biblioteket, og deltagerne finder deres små oaser rundtomkring og slår sig ned med deres bøger, deres dyner og deres soveposer, indfinder der sig en helt særlig stemning,” siger hun.
Alle arrangementer er gratis, men nogle – blandt andre bandworkshop, børneteater og Readathon – kræver tilmelding via bibliotekets hjemmeside, www.randersbib.dk, hvor man også kan se det fulde program.