Efter et års arbejde er den nye altertavle på Hospice Randers nu færdig og indviet. Tavlen er skabt af kunstneren Bettina Vahle i tæt samarbejde med hospicepræst og personale.
Torsdag d. 30. marts 2023 har Hospice Randers taget en helt særlig altertavle i brug. I forhold til almindelige altertavler fra kirkerne, skal denne leve op til andre krav omkring synlighed og mobilitet.
Tavlen er ikke kun et smukt kunstværk, men den er også praktisk, da den kan tages med ud på de enkelte stuer. Det er ikke alle beboere, som har lyst eller overskud til at deltage i en fælles gudstjeneste i dagligstuen. Her bliver en ny alterdug lagt på et rullebord, og altertavlen placeret.
Der er tænkt ind i tavlen, at den skal skabe et rum sammen med alterdugen og være rammen for, at beboerens stue omdannes til et andagtsrum.
”Jeg havde et ønske om at kunne omdanne de daglige omgivelser til et kirkerum, og altertavlen bidrager til dette. Tro og håb skulle udtrykkes i tavlen. For mig ligner det en solopgang, men andre ser noget andet. Nogle har sagt, at det ligner Gudenåen med dens bred nederst, fortæller Joan Møller Molbo, der er præst på Hospice Randers.
Ud over en ny altertavle er der også skabt to nye alterduge. En til dagligstuen og en til rullebordet.
Lys skaber fokus
Det kan godt blive lidt mørkt på beboernes stuer. Derfor har den nye altertavle indbygget led-belysning, der får det farvede glas til at skinne.
”Dem, der har set altertavlen, er virkelig begejstrede for den – især lyset og spillet i glasset. Lyset i tavlen kan være en god hjælp til at have et fokuspunkt og skabe et rum og en nærhed i et rum, der jo ellers ikke er skabt til religiøse ceremonier,” siger Joan Møller Molbo.
Projektet med ny altertavle og to nye alterduge er blevet til i samarbejde mellem personale og kunstnerne. De frivillige kræfter har spillet en stor rolle i forhold til at få skabt noget, der danner et fællesskab og har en dyb betydning.
På Hospice Randers bliver gudstjenesterne filmet, så beboerne kan følge med fra deres stuer, hvis de er for svage til at komme ind i dagligstuen. Her hjælper alterets lys også med til at skabe et fokuspunkt på skærmen.
Hospice Randers åbnede i marts 2008, så samtidigt med indvielsen af altertavlen kan stedet også fejre sit 15-års jubilæum.
Støtteforeningen for Hospice Randers har betalt altertavlen.
https://www.randers.dk/nyheder/hospice-randers-indvier-ny-altertavle-til-glaede-for-beboere-og-paaroerende/