Lørdag den 5. september kan familier fra Randers og omegn tage på gratis udflugt til Det Grønne Museum og Gammel Estrup, når de to nationale museer inviterer til fælles åbent hus med historisk jagtridning, aktiviteter og levende kulturhistorie.
Lyden af jagthorn, ryttere i røde jakker og heste tæt på publikum bliver en del af oplevelsen, når Det Grønne Museum og Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum lørdag den 5. september slår dørene op til en dag med gratis adgang.
Dagen er gjort mulig med støtte fra ELRO Fonden, og gæsterne kan gå på opdagelse på tværs af de to museer, hvor både børn og voksne kan opleve historien på en mere levende måde.
Et af dagens store indslag bliver den historiske jagtridning, som foregår i samarbejde med jagtrytter Tessa Pultz. Her rider ryttere i de karakteristiske røde jagtjakker ud fra museerne klokken 10.30, mens jagthornene er med til at skabe stemningen fra fortidens jagter. Ridningen afsluttes med en traditionsrig parade på gårdspladsen.
– Kulturhistorien opleves bedst, når man møder
den dér, hvor den hører hjemme. Åbent Hus giver mulighed for at gå på opdagelse
på tværs af to nationale museer, hvor levende kulturarv, historiske miljøer og
fælles fortællinger danner rammen om en dag med oplevelser for hele familien,
siger direktør Kasper Steenfeldt Tipsmark fra Gammel Estrup Danmarks
Herregårdsmuseum og direktør Anne Bjerrekær fra Det Grønne Museum.
Æbler, herregårdsliv og aktiviteter for børn
På Det Grønne Museum er årets tema æblet. Her viser museets frivillige laug, hvordan æblet gennem tiden har sat sit præg på dansk madkultur, håndværk og hverdagsliv.
Gæsterne kan blandt andet være med til at moste æbler, bage æbleskiver, smage æbleflæsk, æblekage og hjemmebrygget øl samt høre fortællinger om æbler i dansk folketro. Derudover viser de frivillige gamle håndværk og traditionelle arbejdsmetoder frem, og børn og voksne kan blandt andet prøve at snitte en bue.
Hos Gammel Estrup kan gæsterne gå på opdagelse i historiske stuer og sale fra kælder til kvist og få indblik i livet blandt både herskab og tjenestefolk. I herregårdskøkkenet tager køkkenpiger i historisk dragt imod gæsterne, og udenfor kan børn prøve kræfter med ridderbanen, ride på kæphest og blive slået til ridder.
Begge museers udstillinger, haver, udeområder og levende dyr er åbne hele dagen. Det giver mulighed for en hel dag med historiske oplevelser, aktiviteter og frisk luft for familier, der vil bruge weekenden på en udflugt tæt på Randers.