Overnatning i shelter er populært som aldrig før – og med god grund. Der findes mange shelters i Danmark, så det er bare om at pakke rygsækken og komme afsted. Vi guider til anbefalelsesværdige shelters og giver tips og tricks til at sove i shelter.
I Danmark har vi ikke de samme muligheder for at slå telt op i naturen som i vores nordiske nabolande, hvor allemandsretten gælder.
Til gengæld gemmer de danske skove og naturområder på masser af shelters, hvor det er muligt at tage hen og fylde lungerne med frisk luft og opleve skovens magi.
Men hvordan kommer man lige i gang med at sove i shelter i Danmark, hvor finder man de bedste shelters, og hvad skal der pakkes i rygsækken til shelterturen? Det kommer vi ind på i denne artikel.
Hvad er et shelter/en shelterplads?
Et shelter kan groft sagt beskrives som en hytte med en stor åben udgang og et skrånende tag, der giver ly for regn og uvejr.
Shelters er oftest opført i træ og kan typisk rumme 6-8 personer, men i nogle tilfælde større forsamlinger op til 30 personer, hvor flere shelters typisk vil være sammensat med en bålplads i midten.
Shelteret er på én og samme tid en ganske primitiv og ret luksuriøs måde at overnatte i naturen på. Det er primitivt i den forstand, at man sover direkte på et ikke-isoleret trægulv og ikke altid har adgang til vandkilder eller muldtoilet.
Men det er også luksuriøst, fordi man ofte vil have en bålplads tilgængelig og vil være i ly for regn, storm og slud – ofte med mere plads end et telt kan tilbyde.
Sådan finder du en shelterplads i Danmark
Shelterture er blevet rigtig populære. I 2019 var der over 210.000 registrerede bookinger på Danmarks +450 lejrpladser, og det ser ud til at flere og flere får øjnene op for, hvor fedt friluftsliv i Danmark egentlig er.
Det kan altså godt betale sig at planlægge sin tur og få booket et shelter i god tid, da booking naturligvis giver fortrinsret til at sove i shelteret. Hvordan det foregår, kommer vi til længere nede.
Der findes desuden shelters, som ikke kræver booking. Det gør det muligt at planlægge mere spontane shelterovernatninger, men til gengæld skal man også bero sig på først-til-mølle princippet. I de populære sommermåneder eller i industriferierne vil det nok kunne betale sig at benytte shelterpladser, der er mulige at booke, for at være sikker på at have et sted at sove.
Ellers kan man have et telt med som back-up, da nogle shelterpladser også har plads til et telt eller to.
Takket være Naturstyrelsen, der har bygget hundredvis af shelters rundt omkring i de danske skove og langs de idylliske kyststrækninger, er der heldigvis rig mulighed for at planlægge en sheltertur i både dit nær- og fjernmiljø.
På kortet fra udinaturen.dk nedenfor kan du se mulighederne for at overnatte i shelter på Naturstyrelsens arealer. Når man klikker sig ind på de enkelte shelters, står der fakta om shelteret og nærmere info om, hvorvidt shelteret skal bookes, eller ej.
Interaktivt kort over teltningpladser, shelterpladser og lejrpladser i Danmark fra udinaturen.dk (Foto: Friluftsland)
Anbefalelsesværdige shelterpladser i Danmark
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel, bad vi vores følgere på Friluftslands Instagram-profil om at fortælle os, hvilket shelter der var deres favorit. Det er der kommet denne fine liste ud af med anbefalede shelters på henholdsvis Sjælland, Fyn og i Jylland.
Shelters / shelterpladser på Sjælland
Røsnæs Fyr shelteret
Avnø primitiv overnatningsplads
Blå Port i Gribskov
Nylandsmosens Pumpemølle ved Næstved
Mandemarker Haver på Møn
Bogø Fyr
Shelteren ved Avnstrup
Boserup Skov ved Roskilde Fjord
Shelterplads ved Auderød Havn
Shelters / shelterpladser i Jylland
Lejrplads ved Bindslev Elværk
Kollund Skov Shelterplads
Shelteret ved Nørre Nissum
Gjellerodde Shelterplads
Vildmarksshelteren mellem Silkeborg og Ry
Lille Lejrplads ved Strandkær Strand
Lille Lejrplads ved Stubbe Sø
Professorens Plantage ved Sæby
Hammer Bakker ved Vodskov
Fjaltring, Høfde Q
Shelterpladserne ved Skanderborg Sø
Lille lejrplads ved Vilsbøl nær Nors Sø
Shelterpladsen i Stenderup Sønderskov
Lille lejrplads ved Rygård Strand
Shelter i Hørhaven ved Aarhus
Shelterpladsen Trælde Næs
Shelter Jerup Strand
Ajs Oles Plads ved Tranum Klitplantage
Uggerby Klitplantage
Kirstinelyst Shelterne
Shelters / shelterpladser på Fyn
Shelteret ved Vesteraars, Ærø
Shelterpladsen ved Millinge Klint
Shelterpladsen ved Horne Næs
Shelter ved Ottegrup Lystbådhavn
Nakkebøller Shelter ved Faaborg
Lyndby Shelterplads. (Foto: Christian Milbo / Outsite.dk)
Hvad skal du have med på sheltertur?
Der findes ikke én måde at være på sheltertur på. Nogle foretrækker en helt primitiv shelterovernatning, hvor det kun er de mest basale ting, der er med. Andre vil hellere have lidt mere luksus i form af lækker mad og ekstra god sovekomfort.
Mulighederne afhænger også i en vis grad af det pågældende shelter. Mens nogle shelterpladser ligger tæt på parkeringsmuligheder, ligger andre lidt længere væk fra alfarvej.
Hvis det er muligt at parkere tæt på, er det nemt at have lidt ekstra luksus med på shelterturen, men det er også populært at sove i shelter med kun det højest nødvendige udstyr. Det giver en autentisk oplevelse, som mange netop er ude efter i en ellers stresset hverdag.
Forslagene her er generelle og baserer sig på det mest basale udstyr til shelterturen.
Sovegrej
Helt generelt vil det være nødvendigt at medbringe sovegrej som:
- Liggeunderlag der passer til årstiden.
- Sovepose der passer til årstiden.
- Evt. hovedpude.
Om det er letvægtsgrejet, der egner sig til shelterovernatning som en del af en vandretur, eller om det er glampingudstyret, der skal fragtes fra bil til shelter, er op til den enkelte. I dag er det dog muligt at få komfortable liggeunderlag, der ikke vejer eller fylder alverden, så det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet.
Tøj
For at få en god oplevelse med at sove i shelter, er det vigtigt ikke at fryse. Selv om sommeren kan aftenerne i Danmark blive ret kølige. Husk tøj som fx:
- Langt uldundertøj til de kølige aftener og til at sove i.
- Et varmt mellemlag, f.eks. en fleece- eller dunjakke.
- Skaljakke og skalbukser, hvis vejrudsigten lover regn. En skaljakke kan også beskytte mod vind og give lidt ekstra varme.
- Varme og tørre sokker til at sove i.
- Hue og handsker i de kølige måneder.
Afhængig af årstiden kræver det om nødvendigt mere eller mindre tøj.
Mad og kogegrej
Mange forbinder det at sove i shelter med god og lækker mad over bål. For andre handler det ikke så meget om maden, men mere om at komme ud og sove i den friske luft. Der er heldigvis mange måder at gøre det på.
Langt de fleste shelterpladser er udstyret med bålplads, så det er i den grad muligt at lave mad over bål, hvis man har mod på det. Her er der også flere måder at gøre det på. Nogle medbringer selv bålgrydestativ og støbejernsgryder (såfremt man kan parkere i rimelig afstand på shelterpladsen), mens andre blot smider et par pølser på den rist, der ofte ligger ved bålpladsen.
Det mere simple setup er at tage trangiaen med, hvor man har mulighed for at lave simpel, men god mad. Skal det være helt letvægt og tidsbesparende er det oplagt blot at medbringe en lille gasbrænder og en kedel eller gryde til at koge vand til frysetørret mad.
Andet nyttigt gear til shelterturen
- Pandelampe
- Drikkedunk
- Siddeunderlag
- Førstehjælps-kit
- Lygte eller lanterne
- Myggenet
- Toiletpapir
- Myggebalsam
- Lighter, tændstikker, strygestål, birkebark eller anden hjælp til optænding af bål
8 tips til overnatning i shelter I Danmark
Nedenfor har vi samlet 8 gode tips, som kan hjælpe til at få en vellykket sheltertur. De kan evt. bruges som tjekliste, når du planlægger at sove i shelter – måske for første gang nogensinde.
1. Det er gratis at overnatte i de fleste shelters, men husk at booke, hvis det er muligt. Nogle private shelters opkræver et lille symbolsk beløb, der eksempelvis dækker brug af brænde eller vedligehold af muldtoilet.
2. Vær opmærksom på parkering – det er kun tilladt ved skiltning eller særtilladelse. Langt de fleste shelters er nemlig forbeholdt dem, der kommer på gåben.
3. Husk altid at tage alt dit skrald med hjem. Vær særligt opmærksom på småstumper af plast eller andet affald. Det er i øvrigt god stil at tage fjerne alt affald – også selvom det ikke er dit eget.
4. Bær, frugter og lignende, der findes på pladsen, må tages med hjem til eget forbrug
5. Husk et liggeunderlag med god isolering og en varm sovepose – også om sommeren, hvor nætterne stadig godt kan være kolde!
6. Tjek vejret, inden du tager afsted. Det er afgørende for en vellykket tur, at man holder sig tør og varm. Det kan være relevant at se på, hvor kolde nætterne bliver.
7. Find et kort over området eller tag et screenshot på udinaturen.dk
8. Vær opmærksom på mulighederne for at tanke vand. Nogle steder er udstyret med vandhane, men det er ikke alle. Sørg for at have nok vand med!
Ressourcer til planlægning af shelter-turen:
Shelter-appen
App til smartphonen med et kort over shelters i Danmark + shelterpladsens faciliteter + kommentarer fra andre brugere, der har været der
‘På Sheltertur’ af René Ljunggren
Bog til de nære oplevelser i naturen, der stiller skarpt på shelterliv, og alt hvad det indebærer. Henvender sig til nye såvel som erfarne shelterbrugere.
www.udinaturen.dk
Inspiration til ture ud i naturen i hele Danmark, samt interaktivt kort over naturfaciliteter.
www.booking.naturstyrelsen.dk
Booking af shelters og shelterpladser i Danmark på Naturstyrelsens hjemmeside.
Retningslinjer for shelterpladser og store lejrpladser
Naturstyrelsens gennemgang af retningslinjer for opførsel og adfærd på shelterpladsen.
112-appen
Danmarks officielle 112 app, hvor du kan starte et opkald til alarmcentralen og samtidig sende mobilens GPS-koordinater afsted. Det er handy, da det kan være lidt problematisk at forklare helt nøjagtigt hvor man er, når man befinder sig i naturen.
Lejrskole guiden
Danmarks førende arrangør af camps og udendørs aktiviteter til børn og unge, Din Camp, har netop udgivet en fyldestgørende guide til planlægning af lejrskole. Guiden danner rammerne for, at I kan tilrettelægge den perfekte lejrskole i shelter, som de unge ikke glemmer lige foreløbigt.
Læs evt mere på www.friluftsland.dk