Tårnby Stadion lagde her i weekenden ramme til årets U20 Nordiske Mesterskaber for atletik, hvor Island, Sverige, Finland, Norge og Danmark dystede som hold imod hinanden.
Randers Freja Atletik og Motion bidrog til holdet med flere af deres medlemmer.
Lærke Frost Thygesen deltog på 800meter samt 4x400meter stafet. Jonathan Sass Møller deltog i tre-spring. Kristine Skifter Bitsch stillede op i spydkast og kuglestød.
Klara T Bjerregaard deltog på 100meter hækkeløb og sendte sig selv til tops i stangspring, hvor hun med et godkendt spring på 4.00 meter sikrede Danmark sølvmedaljen. Hendes niveau i stangspring såvel som hækkeløbet ser lovende ud forud for hendes deltagelse ved U20VM i Lima i Peru.
Herudover havde Jens M H Sørensen debut som landsholdstræner i stangspring. Det blev Finland der kunne rejse hjem med guldet, efter holdturneringens afslutning. Til trods herfor var stemningen høj søndag eftermiddag, blandt de danske atleter og trænere, da alle leverede en brav indsats.