Fodboldfeberen har spredt sig til de yngste

Foto: Fodboldglade børn i Børnehuset Overvænget
Profilbillede
dato

Fodboldfeberen er på sit højeste i Danmark, og nu har den også spredt sig til de yngste i Randers Kommune. I Børnehuset Overvænget har det danske fodboldlandshold skabt så stor en begejstring, at det kan mærkes på sammenholdet i børnehuset.

"Fodboldfeberen kan virkelig mærkes her i vores børnehus. Det har givet en helt ny dimension til sammenholdet, end den vi er vant til her i børnehaveregi. Børnene føler de er en del af noget større, fordi det ikke kun er noget, der foregår i nærmiljøet, men i hele nationen - og det er med til at skubbe positivt til den store begejstring og nysgerrighed hos børnene," fortæller Maria Leicht, pædagogisk leder i Børnehuset Overvænget.

Forud for Danmarks første kamp ved EM havde børnehuset arrangeret en fodboldfest. Her blev der ivrigt spillet fodboldkampe med hujen og heppen alt imens fodboldmusikken tonende ud af højtalerne. Forældre havde sponsoreret parykker til alle, der var muligged for at få malet det danske flag på kinderne og alle børnene modtog et diplom for at have deltaget i fodboldfesten.

"Det skaber så god en stemningen i børnehuset, at vi går med på festen. På den måde er børnene ikke bare tilskuere, men de bliver inddraget i euforien og det er med til at skabe en god fællesskabsfølelse. Det tror jeg på er noget, de kommer til at tage med videre," fortæller Maria Leicht og fortsætter:

"Samtidig er det også tydeligt, at børnenes sproglige repertoire bliver udbygget. Der bliver smagt på ord som "indkast", "hands", "straffe" og "Danebro" og "offside". På den måde er der også en interessant læring i det. Og samtalerne går derfor meget på det danske landshold og de kampe, de har spillet og står overfor".

I dag varmer børnehuset op til lørdagens kvartfinale kamp mod Tjekkiet. Der bliver malet fodboldtrøjer, poppet popcorn og talt fodbold til stor begejstring for både store og små.

Kilde: Redaktionen

Seneste på facebook