Ferieboliger i Udbyhøj: Nu er byggegrund sat til salg

Foto: Randers kommune. byggegrund
dato

Randers Kommune har sat en mindre grund med en nærmest perfekt beliggenhed på Udbyhøj Lystbådehavn til salg. En eventuel køber vil forpligtige sig til at opføre 6 små ferieboliger på grunden, der ligger blot et (lillebitte) stenkast fra vandet og med frit udsyn over Kattegat.

Snart kan det blive muligt at overnatte i et lille feriehus på Udbyhøj Lystbådehavn – blot få meter fra vandkanten og med frit udsyn over Kattegat.

I hvert fald har Randers Kommune sat en mindre grund på havnen til salg. Og en eventuel køber vil forpligtige sig til at opføre 6 selvstændige ferieboliger på stedet.

I forvejen kan Udbyhøj prale af en strand med noget af Danmarks reneste badevand, en lystbådehavn med omkring 200 bådpladser og gode faciliteter. Nye ferieboliger vil gøre Udbyhøj Lystbådehavn til en mulig feriedestination også selvom man ikke har en båd.

Perfekt beliggenhed og krav til bebyggelsen

Grunden, som Randers Kommune har sat til salg, er på blot 360m2. Her skal en eventuel køber af grunden opføre de nye feriehuse inden der er gået to år eller kort tid derefter.

Med den nærmest perfekte beliggenhed på havnen er det i lokalplanen nøje beskrevet, hvordan ferieboligerne skal se ud. De skal således opføres med en facadebeklædning af træ malet sort eller jordfarve, døre og vinduer skal være hvide og tagdækningen skal bestå af sort tagpap.

Randers Kommune tager imod bud på grunden indtil den 30. juni 2023. Herefter skal byrådet behandle købstilbuddene inden der kan indgås en endelig aftale med køber.

Interesserede kan finde al udbudsmaterialet og afgive bud her


https://www.randers.dk/nyheder/ferieboliger-i-udbyhoej-nu-er-byggegrund-sat-til-salg/
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.