Få tjekket dine lunger i Dagli’Brugsen

dato

Havndal Sundhedshus tilbyder lungefunktionstest til alle interesserede

Havndal Sundhedshus i Randers Kommune rykker ud til Dagli'Brugsen i byen for at tilbyde lungefunktionstest til alle interesserede.

Testen tager kun ti minutter, og du får svar med det samme. Medarbejderne fra Havndal Sundhedshus tilbyder at teste dine lunger og give dig svar på, om dine lunger fungerer som forventet i forhold til din alder, højde og vægt. Har du nedsat lungefunktion, bliver du opfordret til at få en ny test ved din egen læge.

Lone Broendegaard Christensen, fysioterapeut i Rehabiliteringsenheden i Randers Kommune, siger:

”Vi har valgt at rykke ud i Dagli’Brugsen, fordi vi gerne vil tæt på borgerne, gøre det let for dem at få tjekket deres lunger og samtidig få synliggjort, hvor vigtigt det er, at det bliver opdaget, hvis man har en nedsat lungefunktion.”

Hvordan måles lungerne?

Testen udføres ved hjælp af et spirometer, der er et måleapparat med et mundstykke.

Du bliver bedt om at puste så kraftigt som muligt ind i mundstykket, og apparatet måler hastigheden og mængden af luft, du puster ud.

Hvorfor er det vigtigt at få tjekket sine lunger?

Det er ikke første gang, at sundhedscentre rykker ud og tilbyder borgere at få tjekket deres lunger. I forbindelse med International Lungedag har borgere f.eks. kunnet få undersøgt lungerne på Randers Bibliotek. Lone Broendegaard Christensen siger:

”Hver gang vi har tilbudt lungefunktionstest rundt om i byen, har vi fundet nogle stykker, som ikke vidste, at de havde nedsat lungefunktion. Det er rigtig vigtigt, fordi lungesygdomme, som f.eks. KOL, er sygdomme, der kommer snigende, og mange opdager det først, når de har mistet 50 % af deres lungefunktionalitet. Med det her tiltag forsøger vi at komme i forkøbet.”

Tjek af lungerne kan forbedre livskvalitet

Med et tjek af lungerne kan det f.eks. opdages, hvis man har lungesygdommen KOL, og har man det, kan man deltage i et KOL rehabiliteringstilbud på et af sundhedshusene i Randers Kommune.

Tilbuddet består bl.a. af fysisk træning, vejledning om kost og ernæring og generel rådgivning om, hvordan man lever med KOL. Sinne Sally Jørgensen er en af de borgere, der har deltaget i et rehabiliteringstilbud, efter hun fik konstateret KOL. Hun siger:

”Efter jeg har deltaget i tilbuddet i Havndal Sundhedshus, har jeg fået det meget bedre. Det har været med til at forbedre min livskvalitet, fordi jeg f.eks. har lært, hvordan jeg trækker vejret på den rigtige måde. Før gik jeg lidt i panik, fordi jeg fik en fornemmelse af, at jeg var ved at blive kvalt, så jeg synes, at det er en rigtig god idé at få tjekket sine lunger.”

Hvornår bør du få lavet en lungefunktionstest?

Det anbefales, at du får lavet en lungefunktionstest, hvis du oplever 1 eller flere af følgende symptomer:

- Hoste, der varer mere end 3 uger
- Åndenød, når du anstrenger dig
- Åndenød, når du ligger ned
- Gentagne lungebetændelser
- Hvis du ryger eller har røget tidligere

Det er vigtigt at huske på, at selvom du ikke oplever nogen af ovenstående symptomer, kan det stadig være en god idé at få tjekket dine lunger. Det kan hjælpe med at opdage eventuelle problemer tidligt og forbedre din livskvalitet.

Kilde: Randers Kommune

Seneste på facebook