Eleverne i 2.ø på Randers Statsskole har med stor entusiasme og faglighed forvandlet 60 kg æbler til æblecider. Ved at integrere teori fra kemitimerne gik klassen i gang med processen, som har ført til 30 flasker cider.
Det hele begyndte med, at eleverne vaskede, hakkede, rev og pressede æblerne til most. Den friskpressede æblemost blev herefter gæret til cider, som nu er klar til at blive nydt ved en kommende klassefest til sommer. Projektet har skabt både læring og forventning blandt eleverne, der ser frem til at fejre deres succes med et glas af deres egen kreation.