Daginstitution i Dronningborg skal bygges af PN Tømrer og Byggefirma

Foto: Randers Kommune.
dato

Vinderen af totalentreprisekonkurrencen på en ny daginstitution i Dronningborg er nu valgt af Randers Kommune. Det bliver PN Tømrer & Byggefirma, der skal bygge institutionen til 150 vuggestue- og børnehavebørn. Institutionen bliver bygget med fokus på bæredygtighed og en pædagogik som tager afsæt i udeliv, bevægelse og bæredygtighed. Projektet forventes at står færdigt inden udgangen af 2024.

De 150 kommende børn i Dronningborgs nye daginstitution, kan glæde sig til et hus, der bliver bygget med fokus på bæredygtighed, blomstrende udeliv og et byggeri, der byder på mulighed for motorisk udvikling både indendørs og udendørs. Institutionen bliver opført med fire grupperum til vuggestuebørn og fire grupperum til børnehavebørn, men fleksibelt indrettet, så fordelingen af pladser kan ændres efter behov.

PN Tømrer og Byggefirma er valgt blandt tre tilbudsgivere til at være Randers Kommunes samarbejdspartner i totalentreprisen.PN Tømrer og Byggefirma arbejder i projektet sammen med den rådgivende ingeniør Vognsen.

"Vi fik tre spændende projekter som svar på vores udbud på en ny daginstitution. Men særligt projektet fra PN Tømrer og Byggefirma var meget gennemarbejdet i forhold til både pædagogik, indretning/planlægning og ikke mindst fokus på bæredygtighed. Og dermed passer dette projekt rigtig godt til kommunens profil og det, vi gerne vil skabe med det nye byggeri i Dronningborg," siger Lars Lynghøj, dagtilbudschef i Randers Kommune.

Projektet for den nye daginstitution i Dronningborg vil blive gennemført i overensstemmelse med DGNB-standarderne for bæredygtigt byggeri.

"Jeg ser frem til at samarbejde med PN Tømrer og Byggefirma om processen frem mod den færdige daginstitution," siger Lars Lynghøj.

Justerer kapacitet i vækstby

Det nye dagtilbud i Dronningborg forventes at stå klar til indflytning inden udgangen af 2024. Den samlede økonomi for institutionen er på ca. 36,6 mio. Byggeprocessen går nu i gang og dermed bliver kapaciteten på dagtilbudsområdet justeret i forhold til, at Randers er en vækstby.

"Jeg forventer at vi med dette projekt skaber en moderne og dynamisk daginstitution, der opfylder behovene for både vuggestue- og børnehavebørnene i Dronningborg. Det bliver en daginstitution med stort fokus på udeliv og samtidig bidrager til at øge vores kapacitet i Dagtilbud Nordøst. Og det er vigtigt også set i lyset af, at flere og flere flytter til Randers Kommune," siger Lars Lynghøj.

Kilde: Randers Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook