Kendt randrusiansk cykelfan bliver presenter til Randers' egen internationale dokumentarfilm-festival sammen med tre andre personligheder. De vil alle på hver sin medlevende måde præsentere i alt fire af de seks film, der kan opleves 23. - 31. marts på RANDERS:DOX.
Tour De France rammer Danmark til sommer, og med omkring 100-dages nedtællingen til løbet er RANDERS:DOX den 24. marts klar til at præsentere filmen 'Holy Tour'. En dokumentarfilm om fankulturen ved Tour De France.
Filmen vil kl. 19 blive vist i Kulturhusets Sal med en kort Talk af Cykeltossen med det borgerlige navn Christian Oest. Den 48 årige cykelfan har flere gange været i medierne med sit engagement til cykelsporten. Han har tidligere været med som fan i Frankrig til Tour De France og følger mange cykelløb - også de lokale i Randers. Cykeltossen vil ud fra sit eget perspektiv som fan give en medlevende introduktion til 'Holy Tour'.
I filmen overdrager to belgiske dokumentarfilmskabere mikrofonen til nogle af de tusindvis af Tour de France-fans, der følger med langs ruten. Det er Randers Bibliotek, der i samarbejde med Underværket og Randers Eventsekretariat præsenterer RANDERS:DOX.
Den Oscar-nominerede Willem Dafoe har gribende fortællinger om oplevelser langs folder - på tværs af seks kontinenter. De kombineres med forbløffende billeder. Filmen ’River’ er en del af programmet på RANDERS:DOX 2022 // Foto: Privat.
Tæt på livet ved floden
Tirsdag den 29. marts vises filmen 'River' i Underværket, som kommer tæt på livet langs floder på tværs af seks kontinenter. Med Danmarks eneste flod i baghaven er Randers et oplagt sted til sådan en visning.
Derfor bliver 'River' også introduceret af arkivar fra Randers Stadsarkiv, Tina Knudsen Jensen. I den forbindelse fortæller hun blandt andet, hvordan klimaændringer og naturkatastrofer har forandret og påvirket livet langs Gudenåen.
Det sker med udgangspunkt i podcastserien "Åsteder - fortællinger fra Gudenåen". Podcastserien handler om livet ved Danmarks eneste fold, og har derfor en kulturhistorisk reference til en film som 'River', når man ser bort fra de geografiske forskelle.
'River' kombinerer forbløffende billeder, fortælling fra den Oscar-nominerede Willem Dafoe og orkestermusik fra Australian Chamber Orchestra (opfører partiturer skrevet af Jonny Greenwood og mere) for at udforske forholdet mellem mennesker og natur.
Det kreative team omfatter Mountain-instruktør/producer Jennifer Peedom, fortæller Willem Dafoe, forfatter Robert MacFarlane, musikalsk instruktør Richard Tognetti og producer Jo-anne McGowan sammen med John Smithson.
Revolutionær metalmusik
Musikformidler fra Randers Bibliotek, Mik Stegger, vil give de introducerende ord, når dokumentarfilmen 'Sirens' vises i Kulturhuset den 30. marts. Filmen følger et thrash metal-band i Beirut og deres kamp for at holde sammen. De gængse problemstillinger i et sådant band bliver forstærket af de ydre omstændigheder, når revolution bliver til vold og Beirut står i flammer.
'Sirens' vises på RANDERS:DOX den 30. marts // Foto: Privat.
180 meter under indlandsisen
Sidst men ikke mindst vil filminstruktøren, forfatteren og fotografen Lars Ostenfeld introducere sig egen film 'Into The Ice'. Det er et visuelt overlegent eventyr om indlandsisen på Grønland og hemmeligheden om vores fremtid, som er gemt nede i den.
'Into The Ice' følger de tre førende forskere, Alun Hubbard, Dorthe Dahl-Jensen og Jason Box i deres dedikerede kamp for at undersøge indlandsisen og gøre os alle klogere på omfanget af klimakrisens konsekvenser for fremtiden. Dette indebærer, at forskerne er til stede på isen, som de undersøger med livet som indsats. Bundet til intet andet end et reb kravler instruktør Lars Ostenfeld og forskeren Alun Hubbard ned i isens mørke hul.
På RANDERS:DOX vil instruktør Lars Ostenfeld fortælle om sin tur under indlandsisen inden visningen af hans dokumentarfilm 'Into The Ice' // Foto: Privat.
'Into The Ice' vises torsdag den 31. marts. På RANDERS:DOX bliver der i alt præsenteret seks nye film i cafèbiografens mørke med visninger i både Randers og Langå. Det er tid til at forundres, bliver overrasket, blive klogere, men også at hygge sig i dokumentarfilmens tegn.
Hele programmet til RANDERS:DOX 2022 kan ses på www.randersdox.dk, hvor der også kan købes billet.
Alle visninger sker i perioden 23. - 31. marts med start kl. 19.
Prisen pr. billet er 45 kroner (+ billetgebyr på 4 kroner og 94 øre).
Filmfestivalen sker i tæt samarbejde med den internationalt anerkendte dokumentarfilmfestival CPH:DOX, der finder sted i samme periode i København.