Camilla Vitting ved, hvad det betyder at vakle i sin hverdagstrivsel, og det har givet hende lysten til at hjælpe mennesker med at turde at tage valg i retning af en gladere eksistens.
Oprindeligt uddannede Camilla sig til sygeplejerske og fik sit første barn under uddannelse og nummer to i starten af sit arbejdsliv “Det blev en turbulent start, og jeg røg meget ind og ud af arbejdsmarkedet pga. sygemelding og barsel.”
Da hun endelig for alvor kom tilbage til sygeplejerskefaget, følte hun sig hurtigt rastløs, fordi hun blev udfordret i den fastlåste hverdag, hamsterhjulet, som kører i ring.
Af denne grund skiftede hun branche til medicinalindustrien, hvor hun igennem 10 år arbejdede som rådgiver og konsulent “Det var sku hårdt. Jeg var også sælger, og der skulle tal på bundlinjen, og det gik ud over min arbejdsglæde.”
I samme periode oplevede hun dødsfald og sygdom i familien “Jeg var maks presset i mit bagland og på mit arbejde. Der skete for mange sørgelige ting.”
“Jeg kendte ikke mine grænser dengang. Jeg skøjtede rundt i mine værdier, og det var her, jeg fik mine lærepenge som menneske. Der var meget tryghed i jobbet; god løn, bonus, firmabil, men jeg var ikke glad.” Konflikten mellem hendes værdier og hendes hverdag gjorde det for hende svært at have det godt.
“Så uden nogen plan, sagde jeg op.”
Hun åbnede en lille butik i Randers, men selvom hun elskede butikkens koncept og kunderne, måtte hun hurtigt konkludere, at hun ikke er en butiksdame. Det var her, hun blev gjort opmærksom på uddannelse indenfor coaching og Enneagram. Herfra gik det hurtigt.
“Da jeg havde færdiggjort uddannelsen, stod jeg med flotte karakterer, fordi jeg endelig havde spillet på hjemmebane.”
Hun startede Camilla Vitting - Enneagram og NLP i 2017 med et ønske om at give mennesker en bedre selvindsigt og et solidt selvtillidsboost. Camilla har siden da også uddannet sig indenfor mindfulness.
“Jeg har altid haft en drøm om at arbejde og hjælpe børn og unge, men jeg var meget i tvivl om, de unge havde tid, lyst og overskud til at komme hos mig. Nu har jeg fået stablet et forløbet Modi på benene, som handler om livsmestring og selvindsigt."
Passioneret beskriver Camilla, hvordan forløbet sætter spørgsmål ved de unges værdier, selvværd og beslutninger, fordi hun ønsker at rykke på deres overbevisninger om, at det er okay, at man ikke er ligesom alle andre.
“Jeg har unge, som kommer med mange forskellige problemstillinger. Nogle gange har man brug for at snakke med én, som ikke er sine forældre. Jeg er selv mor til 2 teenagere, og det stresser mig helt vildt, når mine børn ikke har det godt.”
Camilla har nu været igang med sin coaching- og kursusvirksomhed i 3,5 år og er lykkelig over, at hun kan gøre en forskel og give mennesker værktøjer til at komme hverdagmistrivsel til livs.
I dag holder hun til i dejlige lokaler i Randers Sundhedscenter, hvor hun både coacher voksne og unge.
Du kan læse mere om Camilla og hendes tilbud på hendes hjemmeside eller følge med på hendes Facebook, hvor du kan holde dig opdateret på hendes aktiviteter og fokusområder.