Bootcamp for ordblinde giver selvtillid og fællesskab

Foto: Randers Kommune. Ordblindhed er et vigtigt fokusområde på folkeskolerne i Randers Kommune.
Profilbillede
dato

En tredages bootcamp for ordblinde folkeskoleelever i Randers Kommune løber af stablen fra mandag d. 24. januar til onsdag d. 26. januar. Bootcampen giver eleverne konkrete værktøjer og ruster dem til at stå stærkere med deres ordblindhed.

Bootcampen samler ordblinde folkeskoleelever fra 4. - 10. klasse om konkrete værktøjer, der kan hjælpe eleverne i hverdagen. Blandt andet via app's, der kan læse tekst højt og komme med forslag til ord.

"Når vi kommer tilbage i skole, så ved vi meget mere om de forskellige hjælpemidler, og vi kan bedre bruge dem i timen. Det kan godt være pinligt og grænseoverskridende at spørge om hjælp, så det er fedt, at jeg kan bruge min mobil til at hjælpe mig. Det gør det også tryggere for mig at skrive sms'er til mine venner," siger Svea Rovsing Juncher Kragh fra 6. klasse på Vestervangsskolen.

For mange elever i folkeskolen kan det være forbundet med skam, følelsen af at være anderledes end de andre, frustrationer og skuffelse at blive konstateret ordblind. Derfor er det også meningen, at bootcampen skal arbejde med elevernes mindset, og få dem til at føle sig mere sikre på sig selv.

"Det er fedt, at alle er på samme niveau her. Så er man ikke den eneste, der ikke kan finde ud af det. Vi er også andre ordblinde i klassen, men det er sjovere at være på bootcamp. Her føler man sig ikke dum, for man finder ud af, at der er virkelig mange andre, der også er ordblinde. Det har givet mig mere selvtillid, at være sammen med andre, der er ligesom mig," siger Lærke Kjærsgaard Larsen, der til daglig går i 6. klasse på Vestervangsskolen.

En stor succes

Ordblindhed er et vigtigt fokusområde på folkeskolerne i Randers Kommune, og derfor har der de seneste år været øget fokus på tidlig indsats, så elever med ordblindhed og læsevanskeligheder bliver spottet og hjulpet. 

Bootcamp for ordblinde blev første gang afholdt i efteråret 2021 og var så stor en succes, at de 200 tilgængelig pladser blev revet væk. Derfor afholder Randers Kommune denne omgangs bootcamp for de elever, der af forskellige årsager ikke kunne være med sidste gang. Denne gang er 40 elever tilmeldt.

"Alle elever i folkeskolen skal have de samme muligheder for at udvikle sig både fagligt og personligt. Derfor er ordblindhed og læsevanskeligheder et vigtigt fokusområde i Randers Kommune, og man kan jo også se på populariteten af bootcampen, hvor mange der har de her udfordringer, og hvor meget det giver dem at være med i dette fællesskab," siger Lise-Lotte Lervad Larsen, formand for Skole- og uddannelsesudvalget, der åbnede bootcampen mandag d. 24. januar.

Styrket indsats for folk med læsevanskeligheder

Hvis man er ordblind eller har læsevanskeligheder, er der flere hjælpemidler at gøre brug af i Randers Kommune. Både for børn og voksne. Udover bootcampen for folkeskoleelever, som afholdes igen i ordblindeugen uge 40, har Randers Kommune også udviklet et tilbud til alle, der gerne vil have inspiration og viden om, hvordan de kan få hjælp til deres læsevanskeligheder. Tilbuddet hedder "Åbent Værksted" og afholdes fire gange årligt på fire forskellige skoler. Man behøver dog ikke at være tilknyttet skolen, for at deltage på "Åbent Værksted". Næste gang er d. 28. februar 2022.

Kilde: Randers Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook