40 børn kan se frem til en fornøjelig weekend når Randers Kommune i samarbejde med Get2sport, DBU og KFUM Fodbold Randers arrangerer fodboldskole i Nordbyen.
I snart tre årtier har DBU afviklet fodboldskoler for flere end 500.000 børn over hele landet. Det er dog ikke alle børn i Danmark, der for eksempel af økonomiske årsager har mulighed for at deltage på en almindelig fodboldskole.
Derfor afholder DBU i samarbejde med Dansk Idrætsforbunds Get2sport, lokale fodboldklubber og kommuner for 11. år i træk særlige fodboldskoler for børn, der ellers ikke vil være kommet på fodboldskole.
"Vi glæder os til at give børnene en god oplevelse. Fællesskabet omkring fodbolden i vores klub skal være for alle børn, også dem, som måske ikke normalt kommer i klubben - og vi håber, at børnene vil og kan fortsætte i klubben efter sommerferien," siger Søren Frank, der er formand for Randers KFUM Fodbold.
Den lokale Get2Sport fodboldskole afholdes i dagene 6.-8. august på banerne ved Idrætscenter Langvang.
Hos Randers Kommune ser man fodboldskolen som en del af "Bevæg dig for livet-projektet", der handler om at få flere til at bevæge sig.