Mød forfatterne og tegnerne bag nogle af vor tids mest kendte fortællinger for børn og unge, når Børnekulturfestivalen OP&NED indtager Randers Bibliotek fredag den 2. maj og lørdag den 3. maj 2025.
”Vi får blandt andet besøg af Jørgen Pingvin og Miras ’forældre’ Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi, der underholder med oplæsning, livetegning, snak om ord og billeder – og tid til spørgsmål. Til arrangementet om Mira skal deltagerne også tegne deres egen tegneserie. Sabine og Rasmus påstår, at det slet ikke er så svært,” siger Sanne Andersen, koordinator for Børn og Unge på Randers Bibliotek.
De kreative sjæle kan lave sin egen drage med billedkunstner og scenograf Tanja Bovin og bygge sit eget alfeunivers med Gunvor Ganer Krejberg, der står bag de fantasifulde bøger om alfen Mirja. En anden nyklassiker er serien om Nomerne, som Jan Kjær har tegnet og fortalt. Gæsterne skal både quizze, farvelægge og tegne sammen med Jan.
Oplev også spændende fortællekoncert med Peter Nordahl om den lille nysgerrige og fantasifulde hund Ib, hvor publikum kan opleve stemmen bag fortællingerne.
Ansigtsmaling, Crazy Banko og kriminelle dyr
Børnekulturfestivalen får ekstra farve og magi, når GlimmerMarie tilbyder ansigtsmaling for gæsterne på Hovedbiblioteket. Og så ved man aldrig, hvad der kan ske, når Micki Cheng inviterer til Crazy Banko – men det bliver sikkert fuld af sjov og spas.
”Vildere bliver det måske endda, når bjørne stjæler biler og røver butikker, mens aber kidnapper folks mobiltelefoner, og måger røver børns madpakker. Vi får nemlig også besøg af Kristoffer Jacob Andersen, der har skrevet en lang række spændende bøger for børn og unge,” fortæller Sanne Andersen.
Både fredag og lørdag er der også forskellige kreative workshops på Hovedbiblioteket og på festivalpladsen Jens Otto Krags Plads. Alle børnefestivalens events på Randers Bibliotek er gratis, men der er begrænset antal pladser til flere arrangementer. Se hele programmet og bestil dine billetter på randersbib.dk
Børnekulturfestivalen er et samarbejde mellem Randers Bibliotek, Museum Østjylland, Randers Kunstmuseum, Randers Musikskole og Randers Teater. Festivalen er støttet af Randers Kommune, Randers Event, Slots- og Kulturstyrelsen, Fonden Harmonien og Spar Nord.