BørneKultur Ugen i Randers Kommune i efterårsferien

Årets plakat med udgangspunkt i temaet fantasi er lavet af Mads Emil, der går i juniorclubben på C. la Cour Skole i Randers
dato

Efterårsferien og dermed BørneKultur Ugen nærmer sig med hastige skridt. 

Igen i år er der masser af grinagtige, fantasifulde, nervepirrende og udfordrende aktiviteter i efterårsferien og der lægges op til at børn bruger hænderne, hovedet, ørerne, stemmen, hjernen, øjnene og fødderne.

Kulturelt Samvirke koordinerer og arrangerer en masse spændende aktiviteter for børn i efterårsferien. Således er det 27. gang, at Kulturelt Samvirke inviterer børn til at være aktive i deres efterårsferie. I år er temaet for BørneKultur Ugen fantasi.

Flere tusinde programmer er på vej ud til alle kommunens skolebørn og til institutionerne og programmet sendes også ud digitalt til alle skolebørn via skolerne. Med skolernes hjælp kan vi få programmerne helt ud til hver enkelt barns hånd, uden denne hjælpsomhed fra lokale kunne det slet ikke lade sig gøre. 

Programmet er tilrettelagt, så der både er aktiviteter til børn, af børn og med børn dvs. børnene er såvel tilskuer, aktører og tilrettelæggere.

Forældre og andre voksne opfordres til at hjælpe børnene med at få tilrettelagt en oplevelsesrig uge. Børnene er altid velkommende til at tage forældre, bedsteforældre, søskende og venner med til de mange aktiviteter.


Det kan være børnene har lyst til at forsøge sig som lystfiskere eller måske få en på sylten i stuntworkshoppen. Der kan byttes legetøj eller de kan prøve at svinge penslen som kunstmalere.

Børn kan tage deres bamse med til et brag af et hyggelig bamsebal eller de kan øve sig i at stritte med lillefingeren til teselskab for prinsesser.

De kan få en masse frisk luft og lave bål eller de kan træde op på de skrå brædder og være med til at lave en teaterforestilling eller – eller – eller mulighederne er mange, se det hele i det flotte fysiske program eller find det på hjemmesiden www.bornekulturugen.dk. Der er ingen undskyldning for at sidde og kede sig i efterårsferien.

På Underværket eller på dit lokale bibliotek kan man få det herlige program i hånden og bladre i det.

Næsten alle aktiviteter er gratis. Så alle kan være med, det skal være lysten der driver og ikke pengepungen.

BørneKultur Ugen har fået økonomisk hjælp fra Sundheds-, Idræts- & Kulturudvalget i Randers Kommune, Radio ABC, Nordisk Film Biografer, FOA, BUPL Østjylland, Arbejdernes Landsbank, Norlys, Værket og Landsbypuljen. Uden dem kunne det slet ikke lade sig gøre, så på vegne af de cirka 10.000 børn og voksne, der hvert år deltager i BørneKultur Ugen vil Kulturelt Samvirke gerne sige TAK.

Vi ønsker alle børn en festlig og begivenhedsrig BørneKultur Uge.

Ugen åbnes på Værket lørdag den 12. oktober kl. 13.00. Her er børn velkomne og de må gerne tage deres mor, far eller bedsteforældre med og der er gratis adgang. Der vil blandt andet være underholdning med Anna Spejlæg og Johnny Ligeglad fra bandet HipSomHap, der har en klar mission: De er kommet for at gøre børnemusik cool med deres kvalitets-hiphop, der er spækket med seje rim, syge beats og fuld af emner, der taler lige ind i børnenes verden.

BørneKultur Ugen er sponsoreret af Sundheds, Idræts- & Kulturudvalget i Randers Kommune, Værket, Nordisk Film Biografer Randers, Radio ABC, BUPL Østjylland, Norlys Vækstpulje, FOA, Arbejdernes Landsbank, Landsbypuljen.

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook