Børn overtager litteraturformidlingen på Randers Bibliotek

Foto: Randers Bibliotek.
Profilbillede
dato

Børn er eksperter på børn, så hvad sker der, hvis børnene får frie tøjler til at anbefale bøger på biblioteket? Det får børnene i Randers og omegn nu chancen for med den landsdækkende kampagne "Hvilken verden vil du gå på opdagelse i?".

Randers Bibliotek inviterer sammen med "eReolen Go" alle børn i alderen 9-12 år til at overtage bibliotekets litteraturformidling i hele maj måned. Det sker, når landets biblioteker omdannes til én stor "børn-til-børn"-anbefaling, og lader børnene bestemme, hvilke historier der skal fremhæves som en god oplevelse.

"Der sker noget med lysten til at læse, når børn selv bestemmer, hvilke bøger de vil gå på opdagelse i. I den alder begynder de også at lægge mere vægt på, hvad deres jævnaldrende mener, og derfor giver det god mening at lade børnene anbefale gode bøger til hinanden," siger Jørgen Ledet, børnebibliotekar på Randers Bibliotek.

Alle børn i alderen 9-12 år har mulighed for at anbefale deres yndlingsbog til andre børn, når de besøger biblioteket eller klikker sig ind på bibliotekernes digitale tilbud "eReolen Go". Her kan børnene komme med anbefalinger og vælge de historier, der skal fremhæves i både det digitale og det fysiske bibliotek.

Hvad vil mit barn læse?

Flere undersøgelser viser, at børns læselyst er stærkt udfordret - især når børnene rammer mellemtrinnet i skolen. Samtidig viser undersøgelser, at børn inspireres af andre børn og faktisk gerne vil læse, når det er indhold, de interesserer sig for.

Selvom kampagnen "Hvilken verden vil du gå på opdagelse i?" er lavet af børn til børn, er der altså også guld at hente for de voksne. Ved at lade børnene komme aktivt til orde, giver det de voksne en unik indsigt i, hvilke historier der er interessant set fra et børneperspektiv.

"Som voksne kan vi også lære noget af at lytte til børnene. Vi bliver klogere på, hvad de interesserer sig for, og hvad der inspirerer dem til at åbne en bog, og kan både forældre og børnebibliotekarer lære meget af," siger Jørgen Ledet, der står for kampagnen på Randers Bibliotek.

Fakta

  • Kampagnen "Hvilken verden vil du gå på opdagelse i" er udviklet sammen med næsten 200 børn fra forskellige steder i landet, hvor børn har fået adgang til bibliotekernes maskinrum og været inddraget i tilblivelsen af kampagnen.

  • Med kampagnen vil folkebibliotekerne og eReolen Go sætte spot på de gode oplevelser, som børn finder i bøgerne. På den måde er børnene med til selv at skabe et univers af de verdener, de vil gå på oplevelse i - og give dem videre til andre.

  • Kampagnen er en del af projektet "Det starter med børnene", der har fået støtte af Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje for folkebiblioteker. Projektet har deltagelse af 46 af landets biblioteker samt eReolen Go.
Kilde: Randers Bibliotek
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook