Corona-nedlukningerne og energikrisen har været en udfordring for mange virksomheder, men det har ikke stoppet alle iværksættere fra at forfølge deres drømme om at starte egen virksomhed. En af disse er Birgitte Kannegaard Lybæk, der modigt sprang ud som fuldtids selvstændig i september 2020.
Efter 11 år som udekørende sælger og eksport manager og endt barsel, var livet på landevejen ikke længere så interessant og Birgitte Kannegaard Lybæk valgte i 2007 at blive dagplejer for at være tættere på familien. Drømmen om at blive selvstændig begyndte at spire lige så stille.
Der skulle imidlertid gå 10 år før Birgitte fandt ud af, hvad livet som selvstændig skulle indeholde.
I løbet af de mange år som dagplejer, så Birgitte Kannegaard Lybæk flere og flere børn med uro i kroppen, og derfor uddannede hun sig som børneyogalærer for at bruge yoga til at hjælpe børnene.
Hun begyndte at tilbyde hold til børn i lokalområdet og tog flere kurser for at bane vejen for et liv som selvstændig yogaunderviser. Undervejse stødte hun på japansk lifting og tænkte, "det må jeg også tilbyde mine kunder".
De sidste to år som dagplejer, arbejdede Birgitte hårdt på at promovere, lægge planer og bygge sin virksomhed op. Drømmen tog form og planen var, at "jeg ville starte som fuldtids-selvstændig, når dagplejebørnene var klar til børnehave i september 2020" siger indehaver og stifter af Yogierne, Birgitte Kannegaard Lybæk.
MEN så ramte Covid-19 nedlukningen og Birgitte blev tvunget til at overveje, om hun skulle vente med at sige sit job op og lægge sin drøm og planer, om livet som selvstændig til side endnu et par år.
Efter mange overvejelser tog hun dog en modig beslutning og vendte tilbage til sin plan og sagde sit job op. Ingen vidste på dette tidspunkt, at der ville komme endnu et par nedlukninger og en energikrise.
"Virksomheden begyndte stille og roligt at gå fremad og kunderne kom tilbage," fortæller hun.
Anden nedlukning blev en stor udfordring
Men da den anden nedlukning så kom, var der ingen kunder, omsætning eller indtjening i godt fire måneder og Birgitte måtte arbejde som afløser i hjemmeplejen, så der stadig kunne betales regninger. Kompensation var ikke en mulighed.
Da samfundet genåbnede, kom kunderne meget langsomt tilbage til Birgittes behandlinger og yogahold.
"Men efter en lang og sej kamp begyndte yogaholdene, mine events og tider i klinikken endelig at blive fyldte, og omsætningen og indtjeningen er det sidste år kun gået en vej - opad. Fremtiden ser lys ud og jeg tror stadig på mit koncept, min ide, og på at alt nok skal gå. Men det kræver hårdt arbejde, vilje, innovation og mod," understreger Birgitte Kannegaard Lybæk
Hvis du har en drøm om at blive selvstændig, kan du lære af Birgittes erfaringer og lade dig inspirere til at tage springet, selv når tingene ser svære ud. Med en solid plan og den rigtige indstilling, kan du skabe en succesfuld virksomhed, selv i de mest udfordrende tider.