En 32-årig mandlig bilist blev tirsdag eftermiddag så ophidset over en anden trafikant, at han endte med at få en sigtelse fra politiet.
Den 32-årige mand var tirsdag omkring kl. 16.45 ved at flette ind på Århusvej i Randers SØ, da han blev meget irriteret på en 31-årig mand i en anden bil, som han mente ikke gav ham tilstrækkelig plads.
Da bilerne senere holdt for rødt lys, gik den 32-årige ud af sin bil, gik hen til den 31-åriges bil og sparkede sidespejlet af. Derefter åbnede han døren og forsøgte at trække den 31-årige ud af bilen. 
Politiet blev kaldt, og da en patrulje ankom kort efter, stod de to mænd uden for deres biler og skændtes. 
Den 32-årige indrømmede, at han i sin vrede havde sparket sidespejlet af, og han blev derfor sigtet for hærværk.
 
               
             
             
                 
                 
                 
                 
                 
                 
                