Vorup-kvindernes sæson gik helt fra Malaga til Morsø

Vorup FB Jyllandsserie Kvinder (Foto: Kent Bargisen)
Profilbillede
dato

I denne artikel ser vi tilbage på den forgangne sæson for Vorup FB's Jyllandsserie-kvinder, sammen med holdets cheftræner, Kent Bargisen, som ser tilbage på sæsonen med en anelse utilfredshed, men dog også optimisme for fremtiden.

Forventningerne til holdet var helt tydelige inden sæsonen, men der var hård modstand på vejen dertil, fortæller Kent Bargisen.

"Vi ville gerne spille med om en topplacering. Det lykkedes ikke helt. Morsø var virkelig stærke, og i de to indbyrdes opgør mod Silkeborg, var de bedre på dagen. Så vi endte nr. 3."

Men tredjepladsen er ikke én der vækker den store begejstring for Vorup FB og Kent Bargisen:

"Holdet og jeg er ikke tilfredse. At Morsø var så meget bedre end alle andre, kan der ikke indvendes noget imod. Vi var dem som var tættest på at slå dem, men vi skulle gerne have været tættere på nr. 2, og gerne foran, men det lykkes ikke. Men vi har startet udviklingen af dét som skal danne fremtiden for os."

Trods mindre tilfredshed med sæsonens udfald, så er der dog stadig noget at smile over. Holdet har nemlig haft en pæn række højdepunkter. Kent Bargisen fortæller:

"Et spillemæssigt højdepunkt må være vores træningslejr, hvor vi mødte FC Malaga City. Et virkelig stærkt hold, som lige har klaret oprykning til den bedste spanske række. Der spillede vi 0-0 mod dem, og det var klasse! De havde ikke tabt en kamp i ordinær spilletid i mere end 1,5 år. Det var virkelig en god kamp."

"Derudover havde vi jo nogle gode opgør mod Morsø, som vi desværre tabte. Men vi spillede godt alligevel."

Næste skridt for Vorup FB er nu at forberede sig til næste sæson. Kent Bargisen peger her på en række ting, som holdet skal tage med videre fra den forgangne sæson:

"Vi kan tage en hulens masse med. Nu har vi lært hinanden at kende, spillerne og trænerne. Det er jo vores første sæson med pigerne. Derfor vil det blive spændene at se hvordan vi klarer den i efteråret, hvis vi ikke skal starte forfra."

"Så vi har startet processen med at skabe et spændene, udviklende og sjovt træningsmiljø. Pigerne skal have det sjovt og lære noget, når de kommer til træning. Det arbejder vi hele tiden med at blive bedre til, således den del med at udvikle aldrig går i stå."

Vi glæder os utroligt meget til at følge udviklingen hos Vorup-kvinderne, og til endnu en sæson efter sommerferien!

Kilde: Kent Bargisen

Seneste på facebook