Vorup FBs Jyllandsserie-kvinder var torsdag draget til Ryomgård Stadion, hvor de skulle møde IF Midtdjurs fra Serie 2. Efter en hård fight kunne Vorup FB rejse hjem med en 1-2-sejr og dermed var de videre i pokalturneringen.
Efter kampen fangede vi Vorup FB-cheftræner, Kent Bargisen. Han kommer med sin reaktion på kampen.
“Det var godt nok en typisk pokalkamp, hvor holdet fra den lave række virkelig gjorde alt hvad de kunne for at vinde. Vi mødte et topmotiveret Midtdjurs-hold, som virkelig gav os kamp til stregen. De spillede en god kamp, men vores større bredde, og nogle justeringer i pausen, gav os sejren i den forlængede spilletid.”
Cheftræner Bargisen fremhæver, hvorfor de vinder kampen over IF Midtdjurs:
“Jeg vil starte med at sige at intet fungerede i første halvleg. Af alle vores kampe i indeværende sæson er dette ubetinget det dårligste vi har spillet. Men kæmpe stor ros til pigerne for at rejse sig efter pausen, og virkelig give den gas."
"De spillede en fantastisk god 2. halvleg og vi kom frem til 5-6 kæmpe chancer, som vi skal score på i ordinær spilletid. Desværre fik vi kun puttet en ind. Så vi måtte ud i forlænget spilletid, før vi kunne afgøre det.”
Kent var glad for sine spilleres præstation ovenpå dagens udesejr.
“Ida-Marie Daugaard kommer ind i pausen og spiller helt outstanding herfra. Hun går ind og styrker vores midtbane, sætter sig igennem og hjælper de andre. Hun bliver fortjent kampens spiller. En meget flot indsats af hende.”
Kampens resultat:
1-2
til
Vorup FB (JS/254)
Række: Gjensidige Kvindepokalen 2022/23
25' | 1-0 | Ukendt |
60' | 1-1 | Rikke Nørby |
100' | 1-2 | Johanne Bartholomæussen |