Vorup FB Damefodbold byder lørdag d. 21/5 velkommen til DBU Pigeraketten, og det er ifølge Formand Morten Vassard en begivenhed for “Alle piger mellem 5-11 år”.
“Pigeraketten er leg, fantasi og fodbold. Det bliver 2,5 time fyldt med fantasi, leg og masser af fodboldaktiviteter, og alle er velkomne - uanset om man har prøvet fodbold før, eller er helt ny. Det er gratis og uforpligtende at deltage, og det kræver ingen tilmelding," fortæller Morten og fortsætter:
"Frivillige fra klubben og DBU’s instruktør, står klar kl. 10 til at tage imod alle piger mellem 5 og 11 år, der har lyst til at rejse med ud på en sjov og spændende dag, hvor de kan prøve kræfter med fodboldspillet gennem masser af fantasifulde lege og aktiviteter."
Til arrangementet skal pigerne blandt andet forbi Neptun, Saturn og Mars, og klubbens frivillige er med til at guide dem hele vejen gennem solsystemet mod den sidste og afgørende opgave: at samle nøglen til klubhuset.
Forventningerne til arrangementet
Vi har hos VORES Randers spurgt ind til, hvad Vorup FB Damefodbolds forventninger er til arrangementet.
“Jeg håber, vi får en sjov dag med mange piger, der prøver fodbold og forhåbentligt får lyst til at starte til fodbold,” uddyber Morten.
Måske har du hørt om DBU Pigeraketten og undret dig over, hvorfor det afholdes.
“Det afholdes for at vise piger, at fodbold ikke kun er for drenge, at det er sjovt, og at man får et stort fællesskab. Samtidig vil vi selvfølgelig gerne have mange flere piger til at spille fodbold”
Hvordan deltager man?
“Det er et gratis arrangement - mød op i tøj man kan træne i, drikkedunk og med godt humør. Der er frugt og juice til de fremmødte piger”
Arrangementet afholdes:
Dato: Lørdag d. 21/5
Tid: Kl. 10-12.30
Adresse: XL Park Vorup Ulvehøj